Gulv-og gardinkæde i stærk vækst

​​​​​​​Andelsselskabet, der står bag kædeaktiviteterne hos Garantkædens 65 butikker og Erhvervsgulve.dk, tror på sammenhold som baggrund for stærk aktivitet

Travlhed under corona, benhårdt arbejde og et stærkt sammenhold. Det er de tre primære årsager til, at Inbogulve amba, der varetager kædeaktiviteterne for Garantkæden og de selvstændige entreprenører hos Erhvervsgulve.dk, leverer deres bedste regnskab nogensinde.

Den samlede bruttoomsætning hos medlemmerne er på rekordhøje 1,3 milliarder eksklusive moms. Det er medført af et varekøb gennem Inbogulve på 616 millioner kroner. Bundlinjen for kæden lander på 35 millioner kroner, hvilket er en 34 procents stigning fra året før. Herudover er der også store overskud i de enkelte medlemmers virksomheder.

Vi er meget stolte over regnskabet. Vi har været begunstiget af corona, men tallene tegner også et billede af et stærkt sammenhold mellem medlemmer, kædekontor og bestyrelse, siger Peter Rønn og uddyber:

Overskuddet på driften er steget med 33 procent op til 35,4 millioner. Medlemmerne har virkelig arbejdet hårdt og mange timer – samtidig med, at de har vist stor opbakning til indsatserne fra kædekontoret. Og det er her, vores koncern skiller sig ud fra mængden. Sammenholdet og krydsbefrugtningen på tværs af medlemmer, kædekontor og bestyrelse har været ekstraordinært, og det er godt gået i en travl periode, hvor vi kunne have tjent endnu flere penge, hvis vi ikke havde manglet hænder.

Nye leverandøraftaler

Overskuddet på koncernniveau skyldes primært omsætningsvækst og sekundært forbedrede samarbejdsaftaler med de nøgleleverandører, som ønsker samarbejdet med koncernen mest.

– I dag handler vi med de leverandører, som er sultne nok. Vi accepterer ikke, at man forsøger at lægge ekstra på priserne. Så har man haft det for godt gennem tiden. Men det er vigtigt at understrege, at vi opfører os ordentligt. Både vi og vores leverandører skal pleje den langvarige indtjening, og de laver stadig en god forretning sammen med os, siger Peter Rønn.

På private label-siden er Garantbutikkerne også i fremgang. Den samlede andel ligger i dag på 8 procent, og Peter Rønn forventer, at Inbogulve amba ender på 10 procent i 2022, hvilket han kalder en ”passende andel” indtil videre.

Vi føler os stærke

Den gennemsnitlige udbetaling til medlemmerne i 2021 var rekordhøj, og hvert enkelt medlem kan præcist se, hvad de har fået ud af deres medejerskab i form af bonusser og driftsoverskud. Desuden er der skabt en transparent afregningsform indenfor marketing og ryddet op i moderselskabets økonomi.

– Vi føler os stærke, og det viser regnskabet, at vi har god grund til. Sådan er det med frivillige kæder, når der først er opstået samklang, så løftes der i flok, og alle arbejder hårdt, når det er nødvendigt. Lige nu er der ikke noget, der kan stoppe os, siger Peter Rønn og oplyser, at Inbogulve inden længe er på vej med to kundevendte initiativer, der skal bidrage til fortsat vækst for Garantkæden og Erhvervsgulve.dk.