Allerede fra de første streger blev slået i 60’erne, har Henning Larsen Architects deltaget i konkurrencer verden over. Et engagement, som egentlig bundede i mangel på opgaver inden for landets grænser. Gennem årene er der blevet skruet op og ned for dette engagement, med et foreløbigt lavpunkt omkring 2003, da tegnestuen havde afsluttet projekteringen af den 2,3 milliarder dyre Opera i København.
- Efter mange år, hvor Operaen havde fyldt meget på tegnestuen, skulle vi på en eller anden måde videre, og de projekter, der i udfordringer, ambitionsniveau og størrelse mindede om Operaen, lå i udlandet. Vi valgte altså at gå internationalt, fordi vi synes, de nationale opgaver var blevet en smule trivielle, ikke fordi vi var utilfredse med Danmark, men vores ambitionsniveau drev os mod nye græsgange. I forbindelse med de overvejelser, var vi så heldige at få en invitation fra Dubai, og det var det, der startede eventyret, fortæller Louis Becker, international direktør hos Henning Larsen Architects.
Siden da er tegnestuens omsætning steget fra 86 til 146 millioner kroner, hvoraf 75 procent i dag hentes i udlandet.
Louis Becker, international direktør hos Henning Larsen Architects. (Foto: Kira Ursem).
- Invitationen fra Dubai var i første omgang mest fagligt interessant for os, og vi havde en ide om, at vi skulle kigge på stedet med vores briller og skabe det, vi mente ville passe, som vi plejede. Men det gik hurtigt op for os, at der lå en enorm læringsproces den anden vej. En læringsproces, der gjorde projekterne endnu mere interessante, fordi de ikke bare var faglige, men der var også en menneskelig side ved dem. Ved at arbejde med en anden kultur, lærte vi, at det, vi tog for givet, ikke nødvendigvis behøvede at være som vi troede. I de første skitser til finansdistriktet i Saudi Arabien prøvede vi for eksempel at skærme bydelen af for de store veje. Det stod man dog lokalt fuldstændigt uforstående overfor, og forklarede os, at for dem var hjørnebygningerne noget af det bedste – dér, hvor der er allermest trafik, det elsker folk. Vi måtte altså her, og på stribevis af andre områder, revurdere hele vores opfattelse af, hvad der var rigtigt og forkert, og efter at være rejst hjem med dette i bagagen, indså vi, at den eneste sandhed for eksempel ikke er, at der skal være stillegader for at skabe et godt byliv.
- Det man kan, når man er i udlandet, er interessant nok, at man som fremmed ikke kender til de uskrevne dogmer og ideer om, hvordan tingene skal være, og derfor må stille de dumme spørgsmål til det vedtagne. Og det er enormt befriende både for dem og os, at vi kvalificerer nogle af de vedtagne normer og genopfinder andre. Noget der selvfølgelig skal gøres på en måde, der ikke fornærmer folk, og det er en svær balancegang. Men på denne måde er vi kommet med nye løsninger på klimatiske, sociale krav, som man ellers ikke ville have fundet. Når vi så er hjemme igen, indser vi, at hvis vi stiller netop de samme dumme spørgsmål, får vi også nogle løsninger, som vi ellers ville have udelukket per automatik. Det er en lektion, der udvikler hele tegnestuen, og får den til at gøre op med konventionerne.
- På grund af det samfund, vi er vokset op i herhjemme, har vi en pragmatisk og tolerant tilgang til livet, et træk, som rækker langt tilbage i vores opdragelse og uddannelse. At nogle så laver arkitektur og andre laver vandpumper er i og for sig underordnet. Dette sindelag betyder, at når vi kommer ud, prøver vi at stikke en finger i jorden, inden vi postulerer noget eller afleverer en færdig løsning. Og denne holistiske tilgang som vi bidrager med, er meget mere samfundsbetonet end den er arkitektfaglig. Den handler mere om at komme fra denne del af verden, end det at være arkitekt, og det er dét vi som danskere kan bidrage med på den internationale scene. Navnlig når vi bevæger os uden for Europa, til tidligere Sovjetlande, Mellemøsten eller Asien. Dér får man rigtig brug for sin danske metode. Jeg kan også vende den om og beskrive forholdene på en anden måde. Prøv at se jordkloden for dig. Den har ligesom en bund og en top, hvor der er ro og fred, folk har uddannelse og så videre. Men der ligger et bælte, tværs over jorden, på midten, hvor man ser sult, fattigdom, borgerkrige og katastrofer på mange måder. Lever man på et punkt på dette bælte, er det klart, at man vil se hen mod et af de lande, der historisk har bibeholdt ro og balance. Vi kommer altså med mere end bare en skitse og et koncept, vi kommer med en hel samfundsmodel. Og det tror jeg er en del af vores helt store eksporthemmelighed, som jeg i virkeligheden synes er underkendt.
- Hvis jeg skal kridte banen op, er der en liga på omkring 50 tegnestuer, som mødes og konkurrerer verden over, og når vi vinder, skyldes det helt sikkert vores helhedstænkning, som tager højde for, at hovedindgangen for eksempel fungerer, at affaldet bliver afskaffet korrekt, eller så simpel en ting som det at lave et budget. De elementer er der mange af vore konkurrenter som ser stort på. Mange af dem, vi konkurrerer imod, har en særegen signatur, det er tegnestuer som Frank Gehry eller Zaha Hadid, og i det selskab, bliver vi nogle gange betragtet som outsidere, fordi vi ikke er ikondrevne i samme forstand. Det, vi gør, er altså enkelt beskrevet det modsatte af at sælge Coca Cola, som smager ens i hele verden. Vores bygninger skal helst smage forskelligt, alt efter hvor de står. Selvfølgelig griber vores formgivning stadig hjertet, men vi ser pragmatismen for mindst ligeså vigtig. Det, vi ser i disse år, er, at design- begrebet bliver mere og mere komplekst og omfattende. Og jo mere veluddannede og grundige vore klienter er i deres krav, jo større chance har en arkitektur med rødder i en dansk mentalitet og faglighed.
- Noget af det, der driver mange af byggerierne i mellemøsten og Asien, er en enorm vision, som de lokale ofte omtaler som om de ændrer hele deres land. Og når vi laver et finansdistrikt på 3,3 mio. kvadratmeter, er man da også inde og røre ved en nations grundsten, eller i hvert fald med til at give nogle unge mennesker nogle nye muligheder og nogle andre drømme om et andet liv i en moderne verden i disse år, hvor mange kommer hjem efter at have taget lange uddannelser i England og USA. På den måde bliver vores byggeri en motor, eller en fysisk manifestation, af den udvikling, der er i gang i landet, og det er en enormt motiverende fælles og ambitiøs platform for alle indblandende.
- Vi nyder de rammer hvert projekt giver os og sætter en ære i at være nærværende i det enkelte projekt og dets vilkår. Jeg var til en forelæsning i Barcelona forleden, hvor en deltager nævnte, at han ikke kunne lide tyngdeloven, et udsagn, som ligger langt fra vores måde at se verden på. Det, der skaber tegnestuen i dag, er, at 160 mennesker fra 18 forskellige nationaliteter har fundet en designfilosofi og en metodik, en blandingskultur, hvor lysten til de faglige udfordringer bliver kultiveret i et læringsmiljø, hvor intet er givet, men hvor alt vokser ud af fælles nysgerrighed, som skaber projekter, der er mere end bare tegninger. Tanken om, at et godt projekt fra vores hånd kan redde verden en lille smule er det, der driver os, også om ti år.