Kanalbyen Sluseholmen i Københavns Sydhavn fik Byplanprisen 2009 for de fine proportioner og den menneskelige skala. Kommunen har på bedste vis formået at udnytte de kvaliteter, som vandet byder på.
I planlægningen har man brugt proportioner og løsninger, der har været afprøvet i århundreder. Sluseholmen er et rigtig godt eksempel på, at man kan skabe virkelig gedigne planer gennem en forståelse af den historiske by og de kvaliteter, den tilbyder, skriver Dansk Byplanlaboratorium i en pressemeddelelse.
De øvrige nominerede til årets byplanpris var Aalborg Havnefront og Avedørelejren i Hvidovre. Byplanprisen er er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening.