Entusiastisk p-hus-entreprenør

Decorativa ApS er ikke kun entreprenør, men også rådgiver, når det gælder design og indretning af et p-hus
Tekst: 

Hvis man overhovedet kan kaldes p-hus-entusiast, så passer det på virksomheden Decorativa ApS, der har specialiseret sig i at indrette og renovere parkeringshuse.

Decorativa anvender kunststofbaserede produkter, som med indbygget membran beskytter mod nedsivning af vand og fugt. Et at de helt store projekter var p-huset i VM-Bjerget, hvor et 17.000 kvm stort parkeringsareal blev opført med krav om, at det skulle være nemt at vedligeholde, skridsikkert, have revneoverbyggende egenskaber, være mekanisk resistent over for trafik samt være slidstærkt og holdbart generelt. Løsningen blev en Sikafloor-belægning, let afsandet med sort bauxit.

Viden til rådgivning

- Gennem de sidste fem år har vi beskæftiget os en del med p-huse og har fået opbygget en stor erfaring og viden, som vi i endnu højere grad anvender til rådgivning. Det gælder belægning og behandling af ikke kun gulve, men også lofter og vægge, og det gælder farvevalg, belysning, skiltning og i det hele taget indretning, så pladsudnyttelsen kan optimeres. Derfor ser vi det også som en fordel, at vi i højere grad kommer tidligere ind i en byggeproces, så vor viden kan udnyttes til at lave de optimale løsninger fra start af. Vort mål er derfor at levere totalindretning til moderne parkeringshuse, siger Bent Jerslund, Decorativa ApS.

Til Berlingske Hus foreslog Decorativa at male loftet sort og gulvet mere blankt, så lyset kunne spejle sig i det og dermed gøre installationerne i loftet mindre synlige. Løsningen til Berlingske Hus blev bl.a. søjler i firmaets gule farver og parkeringsbåse, der var indrettet lidt anderledes end ellers – nemlig med lidt plads imellem dem, så de bliver lidt mindre. Brugerne blev som følge heraf mere opsatte på at ramme båsen præcist, hvilket har givet brugerne mere plads til at stige ind og ud af bilerne på.