Supertynde elementer på vej fra Ambercon

Connovate – en hemmeligholdt produktnyhed – vil opfylde fremtidens krav til isolering, samtidig med at facadeelementerne holdes ekstremt slanke.

Den danske producent af betonelementer Ambercon er på trapperne med produktnyheden Connovate, som vil nytænke opfattelsen af betonfacader som værende tunge og tykke. Efter hvad Byggeplads.dk erfarer, bliver der tale om sandwichelementer med en front- og bagplade af beton, der hver kun er ca. 2 cm tyk. Det mellemliggende isoleringslag vil sammen med betonen opfylde de skærpede krav til bygningsisolering i Bygningsreglement 2010 (BR10) og kommende standarder.

- Ambercon vil i samarbejde med Contec og Arkitema snart lancere en epokegørende nyhed inden for byggesystemer, der imødekommer de fremtidige skærpede krav til energirigtige og miljøvenlige løsninger, siger administrerende direktør Torben Enggaard fra Ambercons hovedkvarter i Støvring.

Mange udviklingspartnere

Produktnyheden er omgivet af tys-tys fra virksomhedens side:

- Produktionen af disse nyskabende elementer er påbegyndt, og de første ordrer er i hus – men når vi løfter sløret for denne nyhed, skal uddannelse af sælgere og markedsføringen være på plads. Derfor må I have tålmodighed med os lidt endnu, siger direktøren.

Udover de to århusianske samarbejdspartnere – arkitektfirmaet Arkitema og betonspecialisten Contec Aps – er DTU Byg, DTU Management, IPU, Delta, DBI og Smith Innovation involveret i udviklingsarbejdet med facadeelementet Connovate. Projektet støttes af Højteknologifonden.

Snart slut med lave priser

Ambercon ser fremad efter et par magre år med vigende ordrer og det, som direktør Torben Enggaard og salgsdirektør Keld Christensen betegner som ‘alt, alt for lave priser’.

- Vores ordrebeholdning er på en fornuftig størrelse, og priserne er begyndt at rette sig. Jeg er ikke i tvivl om, at markedsprisen på betonelementer vil stige markant i løbet af få måneder, siger Torben Enggaard.

Ambercon melder klar til at møde den øgede efterspørgsel – ikke mindst på facademarkedet. Man har brugt kriseårene til at trimme produktionen og udvikle nye produkter. Den kombinerede højteknologiske fabrik og domicil, der blev taget i brug i Støvring i 2008, er gearet til fremtidig vækst.

- Ambercons facadeproduktion er helt unik. Referencelisten er lang og viser et billede af en producent, som favner alle facadetyper. Men når man går en tur i produktionen og på lagerpladsen er det unægtelig de glatte hvide elementer, som dominerer billedet, siger Torben Enggaard.