5 mia. kr. til renovering

En boligaftale med fem mia. kr. til renoveringsprojekter er noget mindre end byggeriet havde håbet på, men det er en god begyndelse, mener Dansk Byggeri

Der er nu indgået en aftale om at reservere fem mia. kr. til renoveringsprojekter i forbindelse med forhandlingerne om en boligaftale.

- Det kalder vi en god begyndelse. Fem mia. kr. fordelt over tre år er fortsat gode penge, og byggeriet ser naturligvis frem til at komme i gang med arbejdet, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, som ikke lægger skjul på en vis skuffelse.

- Byggeriet har kapacitet til meget mere, og havde set frem til mere, men der er uforståeligt fortsat bekymring for overophedning i byggeriet, og denne vildfarelse har åbenbart rødder i Finansministeriet. Dansk Byggeri har op til aftalen argumenteret for, at der er mange boliger, der trænger til vedligeholdelse og mange virksomheder i byggeriet, der trænger til ordrer. Den ledige kapacitet i branchen er tilmed stor, da både nybyggeriet og renoveringerne ligger på et historisk lavt niveau.

- De spæde tegn på, at økonomien er på vej frem, har byggeriet endnu til gode, og derfor mener vi, at der ville være plads til et noget større løft, end der nu er lagt op til. Der skal dog ikke herske tvivl om, at de fem mia. kr. er meget velkomne penge, slutter Torben Liborius.

- Med finanslovsaftalen bliver der afsat 5 mia. kr. over de næste tre år til renovering af den almennyttige boligsektor. De penge falder på et tørt sted, da byggesektoren lige nu er inde i en meget hård tid med faldende omsætning og ordretilgang, siger politisk chef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.

Palle Adamsen

Palle Adamsen, formand for Boligselskabernes Landsforening.

- Med fem milliarder kroner de kommende år, kan Landsbyggefonden sætte gang i en væsentlig del af de allerede godkendte projekter, der venter på støtte. Jeg hæfter mig ved, at det i aftalen er klart formuleret, at køen til støtte fra Landsbyggefonden skal afvikles, at forligspartierne løbende skal følge udviklingen og  sikre, at renoveringsrammen øges,  hvis det viser sig nødvendigt, siger Palle Adamsen, der er formand for Boligselskabernes Landsforening.

Ud af de 5 mia. kroner skal de 3,5 mia. bruges allerede næste år. 45.000 boliger i i alt 200 boligafdelinger står i kø til få del i de ekstra milliarder kroner. De har alle behov for betydelige forbedringer her og nu. Flere af afdelingerne har ejendomme med blot to baderum i kælderen til mere end 40 beboere. Man anslår, at mindst 20.000 boliger i Danmark ikke har bad eller toilet.