Glastag ruller over Sundet

Tagvinduer fra svenske Bentech er skræddersyet til det nordiske klima

Det svenske tag- og facade­firma Bentech Ingenjörs AB har den fleksible, patenterede klimaløsning til udendørs serveringssteder, atrium­gårde, penthouselejligheder, butiksarkader m.m. Opdelt i spærfag, der kan konstrueres uden tværgående sprosser, kan glas­sektionerne enten styres af vejrsensorer eller betjenes manuelt med tryk på en knap.

De motorregulerede glaspartier åbner op for frisk luft og sol ved at glide lydløst ind over hinanden. Maksimalt kan 75 pct. af tagfladen åbnes. Hvert fag kan være opdelt i op til fire glasluger. I lukket tilstand udgør de en helt tæt klimaskærm med gennemtestede energibesparende egenskaber.

Taget er en selvbærende, let konstruktion med spændvidder op til 6,4 m. Spærene er fremstillet i fiberglas, der i følge Bentech har en langt bedre isoleringsevne end aluminium. Bentech Ingenjörs har solgt sit patent til mange lande og udfører selv tag- og facadeentrepriser i ind- og udland. Med hjemsted i Helsingborg ligger det danske projektmarked lige til højrebenet, og Bentech er i fuld gang med et dansk fremstød, oplyser Anders Gustaffsson, der er ansvarlig for virksomhedens teknik og udvikling.