Hver medarbejder koster i gennemsnit 700 kr. i strøm om året for lys, der brænder i perioder, hvor der alligevel ikke er nogen på kontoret, og for standby-strøm, der er tændt uden for kontorets åbningstid. En ny, online energiberegner viser besparelsespotentialet, hedder det i en meddelelse fra Schneider Electric.
Strømforsyningerne i hæve-sænke-borde, lamper og opladere, printere osv. står ofte og bruger strøm om natten og i weekender, når der ikke er nogen på kontoret. Derudover sker det, at lyset i loftet ikke altid slukket, når sidste mand/kvinde går til frokost eller på weekend.
Virksomheder kan spare på elregningen, hvis de installerer lys- og bevægelsessensorer og/eller grønne stikkontakter med sluk-alt-funktioner. Hvor meget den enkelte virksomhed kan spare, kan man nu beregne lynhurtigt med den nye, online og meget brugervenlige energiberegner fra Schneider Electric, der er firmaet, der står bag Lauritz Knudsen.
Energiberegneren er tilgængelig på www.lk.dk/kvik-energiberegner. Her skal man indtaste antal arbejdspladser og lysstofrør samt lokalets brugstid. Så giver beregneren svar på, hvor meget arbejdspladsen kan spare på strømmen og dermed CO2-udledningen samt virksomhedens energiudgifter. I kontormiljøer kan man spare på strømmen ved at installere bevægelsessensorer og grønne kontakter med sluk-alt-funktion. Og der er meget at spare.
Et eksempel fra Energiberegneren på et kontorlokale med 10 arbejdspladser, 20 armaturer i lofterne og en brugstid på 10 timer pr. arbejdsdag: Der bliver installeret PIR-styret lys, det vil sige bevægelsessensorer, der automatisk tænder og slukker for lyset, afhængig af om der er nogen i lokalet eller ej. Derudover installeres 'Grønne stikkontakter', hvor man med ét tryk kan slukke for al standby-strøm, når sidste mand/kvinde forlader arbejdspladsen. I dette tilfælde opnås der en årlig besparelse på ca. 3.200 kWh og 7.000 kr, samt en CO2 -reduktion på 1,5 ton.
20 % af verdens samlede energiforbrug stammer fra bygninger. Der er således et stort potentiale til stede, hvad angår besparelser på energi samt CO2-udledning. Dette potentiale kan blandt andet indfries med relativt enkle og meget energieffektive el-installationer.
I den nye energiberegner plotter man også ind, om kontoret er beliggende I Vest- eller Østdanmark. Det er til brug for beregningen af, hvor meget CO2 man kan spare. Det blæser nemlig mere i Vestdanmark, hvilket gør strømmen mere CO2-venlig takket være vindmøllerne.