Københavnske Nordvest Parken vinder lyspris

Københavns Kommune, SLA arkitekter m.fl. har vundet Den Danske Lyspris 2010 for belysningen i Nordvest Parken i København

 Den Danske Lyspris 2010 går i år til Nordvest Parken i København. Det er Københavns Kommune og SLA arkitekter, der sammen med en række samarbejdspartnere har stået for den 'syrede' og glade belysning af det langstrakte og komplekse byrum, som Nordvest Parken udgør.

Belysningen er et meget centralt element i Nordvest Parken. Lyssætningen bryder med det klassiske nordiske lys og giver plads til mange forskellige lysoplevelser. Det overordnede tema for parkens udformning er Mælkevejen. Stjerner i form af siddeøer, goboprojektioner og tryk på asfalten leder brugerne igennem parken, mens den farvede interaktive belysning tilfører stedet overraskende og sjove oplevelser.

Således udtaler juryen:
'Belysningen af det langstrakte og komplekse byrumsforløb er løst på en 'syret' og legende måde, som passer godt til stedet og dets mange forskellige brugere. Lyset udnytter parkens arkitektur og objekter og de glade farver og de varierede scenarier gør byrummet uhøjtideligt og lige til at indtage.'

Parken spiller godt sammen med de omkringliggende boligblokke, idet lyset fra de store private vinduesfacader indgår i parkens lys og helhed.
For at mindske risikoen for hærværk er træerne belyst oppefra. Denne form for belysning minimerer samtidigt lysspild mod himlen. De stribede lygtepæle er integreret i designløsningen og er med til at give området sin helt egen karakter.

Nordvest Parken vandt lysprisen i et tæt opløb med de øvrige nominerede projekter: Green Lighthouse, Davids Samling – Islamisk samling i København, Fermaten i Herning og Byrum, Å og Kultur, Holstebro.

Landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson modtog prisen på vegne af Københavns Kommune og de øvrige medlemmer af projektgruppen.