Henning Larsen Architects har vundet den internationale arkitektkonkurrence om at tegne Calabar International Conference Center i den sydøstlige del af Nigeria. Centret bliver et markant bygningsværk i et naturskønt floddelta i Cross River-provinsen, der grænser op til Cameroun. Konkurrencen blev vundet foran hollandske Mecanoo og tre andre internationale arkitektvirksomheder, hedder det i en meddelelse fra arkitektvirksomheden.
- Cross River States guvernør, Liyel Imoke, har en stærk vision for fremtiden. Vi besøgte byen mellem jul og nytår, og vi ser frem til et tæt samarbejde med lokale partnere. Det er vores opgave at realisere det projekt, der kan skabe en international profil for Calabar”, fortæller arkitekt og associeret partner Ulrik Raysse, Henning Larsen Architects.
Nigeria er Afrikas folkerigeste stat og en af kontinentets hurtigst voksende økonomier. Calabar er allerede i dag vært for mange konferencer og ønsker med et nyt konferencecenter at kunne tiltrække flere internationale møder og turister. Bygningen er multifunktionel og fleksibel, så Calabars indbyggere samtidig får et nyt kulturcenter, der kan være rammen om koncerter, filmfestivaler og udstillinger.
Calabar International Conference Center består af fire sammenhængende, skulpturelle volumener på ialt 16.00 kvm. Bygningen ligger på en bakke og har en panoramisk udsigt fra foyeren. Placeringen midt på bakken skaber til den ene side et naturligt amfiteater med plads op til 9.000 mennesker. På den anden side har man et spektakulært blik ud over floddeltaet. Byggesum endnu ukendt.
Henning Larsen Architects har designet flere kultur- og konferencecentre og også tidligere arbejdet i Afrika. I 1992 stod Nation Center i den kenyanske hovedstad, Nairobi, færdigt.