Letklinker-produktion nær Randers lukkes

Saint-Gobain Weber A/S har besluttet at koncentrere produktionen af letklinker i Hinge for at styrke konkurrenceevnen

Med henblik på at sikre en effektiv og konkurrencedygtig produktion af Leca® letklinker har Saint-Gobain Weber A/S besluttet at stoppe produktionen af de små velkendte brune kugler i Ølst nær Randers.

Produktionen vil fremadrettet blive koncentreret i virksomhedens anden Leca-fabrik, som er beliggende i Hinge nær Hadsten.

- I foråret 2010 besluttede vi at stille Ølst på standby grundet det meget lave aktivitetsniveau i byggebranchen. Siden har vi fulgt situationen meget tæt og analyseret og vurderet den forventede efterspørgsel på Leca letklinker ikke bare i Danmark, men i hele Europa, udtaler adm. direktør Poul Steen Rasmussen og understreger:

- Med den markedsmæssige udvikling, vi forventer de næste mange år, og med de resultater, der er opnået i Hinge kombineret med det potentiale, som fabrikken rummer, har vi vurderet, at vi har rigelig med produktionskapacitet uden fabrikken i Ølst, siger Poul Steen Rasmussen.

På baggrund af disse overvejelser, er det derfor besluttet, at produktionen i Ølst vil blive lukket efter den igangværende produktionsperiode, som afsluttes den 30. januar 2011. Sigtning og udlevering af Leca-produkter primært til eksport fortsætter i Ølst som hidtil.

- Da vi allerede har gennemført de bemandingsmæssige tilpasninger til 1-fabriksproduktion, er det glædeligt, at beslutningen om at lukke produktionen i Ølst ikke har nogle yderligere ansættelsesmæssige konsekvenser, fremhæver Poul Steen Rasmussen og tilføjer:

- Samtidig med beslutningen om at lukke produktionen i Ølst, arbejder vi med at intensivere vores investeringsplaner i Hinge, således at vi kan fortsætte vores målrettede indsats hen imod anvendelse af mere miljøvenlige og fornybare brændsler. Målet er at gøre Hinge til en af Europas mest effektive produktionsenheder for Leca-produkter. Midlet er at fokusere ét sted og koncentrere indsatsen. Det er dét, som vi har gjort med denne beslutning, slutter Poul Steen Rasmussen.