Frank Gehry i Århus

Bo-Glas A/S har leveret alt glasset til et nytænkende ombygningsprojekt for Kræftens Bekæmpelse tegnet af den verdensberømte amerikanske arkitekt Frank Gehry

Frank Gehry, der er kendt for sin meget ekspressive og artistiske stil, som bl.a. kommer til udtryk i hovedværkerne Guggenheim Museet i Bilbao og Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, har i samarbejde med danske Cubo Arkitekter tegnet et nyt rådgivningscenter til Kræftens Bekæmpelse i Århus.

Udgangspunktet for centeret er den gamle portnerbygning ved det tidligere Århus Kommunehospital, der er totalt ombygget. Det indre af huset er erstattet af rustikke trækonstruktioner og nye etagedæk, der bæres af gigantiske træbjælker på 45 × 45 cm. Tilsvarende tømmer bærer taget, der er erstattet af en glaskonstruktion.

Energiruder med jernfattigt glas

Ved at anvende en specielt konstrueret bo-plus® super energi­rude fra bo-glas a/s, er der opnået et lysindfald, som breder sig ned gennem hele huset. Der er anvendt jernfattigt glas til ruderne i hele bygningen, som er mærkbart mindre grønt end almindeligt glas, og derfor påvirker det indfaldende lys mindre.

Bo-plus® super energiruden er konstrueret i samarbejde med det tyske ingeniørfirma Transsolar, og er lavet af 8 mm bo-safe® hærdet jernfattigt Energy glas med et 16 mm argonfyldt hulrum og et lag 44.2 bo-safe® hærdet og lamineret jernfattigt glas på den anden side.

Silketrykt mønster

Det laminerede glaslag er påtrykt en masse prikker i keramisk, hvid farve, hvis tæthed af Transsolar er beregnet til at give en specifik solafskærmende effekt. Bo-deco® silketrykket er sammen med andre tiltag med til at sikre et fornuftigt indeklima i bygningen ved at forhindre overophedning trods det store glasareal.