Ejendomsbranchen i positive forventninger

Ejendomsbranchen forventer højere ejendomsværdier, færre ledige erhvervslokaler og en stigende markedsleje i løbet af de næste 12 måneder

Tilliden til ejendomsmarkedet fortsætter fremad. Ejendomsforeningen Danmarks nyeste forventningsundersøgelse viser, at ejendomsbranchen tror på højere ejendomsværdier, færre ledige erhvervslokaler og en stigende markedsleje i løbet af de næste 12 måneder.

Ejendomsbranchen udtrykker nu en spirende positiv forventning til en markedsleje, der vil stige inden for det næste år. Det gælder for både kontor-, butiks- og boligejendomme, mens industriejendomme på trods af en fremgang i forventningerne fortsat står til en svagt faldende markedsleje. Det er især forventningerne til markedslejen for kontorejendomme, der er steget.

- Det mest påfaldende ved dette kvartals forventningsundersøgelse er, at markedslejen forventes at stige i løbet af det næste år. Sidste kvartal forudså deltagerne stadig en svagt faldende markedsleje. Den stigende markedsleje er for alvor et tegn på forår for ejendomsbranchen, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Tomgangen forventes at falde for kontor-, butiks- og boligejendomme i løbet af det næste år ifølge deltagerne i undersøgelsen. En forventet stigning i markedslejen og et fald i tomgangen, trækker også forventningerne til ejendomsværdierne for de tre sektorer op. Især i københavnsområdet forventes ejendomsværdierne at stige.

- Allerede i januar så vi de første tegn på, at tomgangen for kontorejendomme havde stabiliseret sig. Det var især i København, at der var tegn på, at aktiviteten var begyndt at vende tilbage. Nu bekræfter tallene fra forventningsundersøgelsen denne tendens, hvor der også er en fortsat stor tiltro til, at aktiviteten stiger i København, siger Torben Christensen.