Efter fire år som Grontmij | Carl Bro hedder virksomheden nu slet og ret Grontmij.
- Med vores fælles navn ønsker vi at vise, at Grontmij er én virksomhed med ét fælles mål om at blive Europas førende rådgiver. Det skal blandt andet ske ved at fortsætte med det, vi er gode til, nemlig at skabe bæredygtige forbedringer i de omgivelser, vi arbejder og lever i, siger Søren Larsen, administrerende direktør for Grontmijs danske selskab.
Frem mod 2015 vil Grontmij-koncernen fordoble omsætningen og investere omkring 300 millioner euro i udvikling af nye kompetencer samt effektive og miljørigtige løsninger inden for områderne vand, energi, miljø, transport, byggeri og industri. Opkøb af relevante virksomheder primært i Nordeuropa skal også bidrage til væksten. Seneste større køb var for eksempel Frankrigs andenstørste rådgiver Ginger med omkring 2.600 ansatte, der blev erhvervet i juni 2010.
Grontmij er verdens 4. største rådgiver inden for vand - et område, hvor vi traditionelt står stærkt i Danmark. Også koncernens kompetencecenter for on- og offshore vindløsninger er placeret her og skal danne krumtap for udviklingen af vind i de øvrige Grontmij-lande. Derudover har vi også særlige styrker inden for eksempelvis klima, vejmanagement, jernbaner og GIS-rådgivning, fortæller Søren Larsen.
Grontmij består i dag af 11.000 rådgivere, som fra 350 kontorer, heraf 20 i Danmark, løser hen ved 70.000 projekter årligt over hele verden.
Grontmij blev etableret i 1915 af den hollandske landmand Doedo Veenhuizen. I de første år rådgav virksomheden landbruget i forbindelse med oversvømmelser og metoder til at indvinde og efterfølgende opdyrke land. Navnet Grontmij er en kombination af bogstaverne i de hollandske ord for jordforbedring (GRondverbetering) og landgenindvindingsvirksomhed (ONTginningMaatschappIJ).