Betonfabrikanter venter fremgang

Betonproducenterne forventer at producere 1,4 millioner ton i 2011 - en hel del mere end prognoserne fra Dansk Byggeri

Producenterne af betonelementer er optimistiske og forventer fremgang. Samtidig har de lært af de fejl, de begik, da krisen satte ind i 2007, lyder det fra Claus Bering, formand for Betonelement-Foreningen.

- Det er min opfattelse, at producenterne af betonelement har lagt krisen bag sig, sagde Claus Bering, der er adm. direktør for CRH Concrete A/S og formand for Betonelement-Foreningen, som er del af Dansk Beton i Dansk Byggeri. Og Claus Bering mener, at branchen har lært af den værste krise siden 1930´erne.

- Det handler blandt andet om, at virksomhederne hele tiden er forberedte på, at der kan forekomme nedgange i efterspørgslen, så har man allerede på forhånd reduceret en stor del af de negative virkninger ved nedgangene, siger Claus Bering og fortsætter:

- Da krisen satte ind i 2007, fik vi ikke tilpasset produktionskapaciteten i tide, da ordreindgangen gik nedad. Den erfaring har virksomhederne lært af. Tallene viser, at vi venter med at øge kapaciteten, til vi er helt sikre på, at der er tale om en blivende øget efterspørgsel.

Forskellige prognoser

Problemet lige nu er ikke manglende efterspørgsel. Til gengæld er betonelement-producenterne alene om at opleve succes. Der er ingen andre faggrupper i Dansk Byggeri, der registrerer tilsvarende fremgang.

Fremskrives den nuværende produktion, vil betonelementproducenterne nå op på en samlet produktion på 1,5 millioner ton i 2011. Det svarer meget godt til producenternes egne forventninger, der ligger på 1,4 millioner ton. Ifølge Claus Bering er problemet her, at Dansk Byggeris prognose for 2011 og 2012 kun giver belæg for henholdsvis 942 mio ton og 931 mio ton.

- I min tid i militæret lærte jeg, at hvis der er forskel på terrænet og kortet, så skulle vi altid gå ud fra, at det var terrænet, der var det rigtige. Hvis jeg skal overføre denne tidlige lærdom er det, at det nok er den virkelighed, vi oplever, der er den rigtige, siger Claus Bering.

Han understreger, at branchen skal være forsigtige med at ekstrapolere sine egne tal - eller drage direkte konklusioner ud fra det foreliggende - der er stadig en risiko for, at der opstår dyk i efterspørgslen.