Krisen har bragt nybyggeriet i dvale herhjemme, og det forsøger man ikke at kompensere for ved at intensivere restaureringen af de mange skoler, offentlige bygninger og kulturmonumenter.
Sådan er det ikke i Sverige. Derfor indleder det toneangivende restaureringsfirma, Erik Møller Arkitekter, nu et samarbejde med arkitekten Krister Wall. De praktiske rammer for samarbejdet bliver det nye svensk-danske arkitektkontor Wall & Möller Arkitekter.
Ole Drachmann er partner i Erik Møller Arkitekter, husarkitekt for universitetet i Lund og initiativtager til satsningen:
- Svenske bygherrer og myndigheder er langt fremme på dette område, så for os er det oplagt at etablere dette datterselskab. Begge parter har jo knowhow og en operationsdygtighed, som vi tror, vi bliver stærkere af at dele på dette konkrete felt, og så får det nye firma gavn af, at vi i Danmark har en tradition med, at arkitekter følger projekter helt til dørs, som man ikke har i samme grad i Sverige, siger Drachmann.
Kirsten Anker Sørensen, adm. direktør i Erik Møller Arkitekter, ser det nye samarbejde som en måde at ekspandere sig ud af krisen på.
- Forhåbentlig kan det samtidig flytte kundernes interesse for renovering og transformation og udbrede fagligheden, siger direktøren.
Det nye selskab får til hus i hjertet af Skåne, i Lund. Nærmere bestemt i det arkitektoniske ikon, Zettervallska Villan. Ole Drachmann ser gerne stedet udvikle sig til et dialogcenter for folk med interesse for at bevare og forny kulturarven.