- Der er ingen vej uden om. Vi skal gøre noget for at få gang i byggeriet igen, ellers kan de mange dygtige håndværkere se frem til mange års ledighed. Det vil vi simpelthen ikke affinde os med. Det er præcis derfor vi foreslår, at der skal fremrykkes offentlige investeringer for 10 mia. kr. i 2012. De 10 mia. kr. skal ikke puttes ned i de offentlige kasser. De skal give opgaver i bogen i byggefirmaerne. Der er nok at tage fat på: Mange offentlige bygninger trænger til en ordentlig gang renovering. Kig på vores skoler, daginstitutioner og ældreboliger. Der er virkelig rum til forbedring. Derudover skal vi have opført nye offentlige bygninger, som er tidssvarende ift. energiforbrug og indretning. Endelig har de sidste års hårde vintre øget behovet for renovering af vejene, siger Orla Hav, MF og erhvervsordfører for Socialdemokratiet til Byggeplads.dk
Orla Hav tilføjer:
- Krisen har ramt danskerne med fuld styrke. Der er forsvundet 175.000 arbejdspladser i den private sektor siden krisen brød ud. Tusindvis af ufaglærte og faglærte på bygge- og anlægsområdet er blevet ledige. I visse egne af landet er byggeriet gået fuldstændig i stå, og mange ledige håndværkere har sendt hundredvis af ansøgninger uden overhovedet at komme til samtale. Det er virkelig en meget skidt situation. Særlig slemt er det for de mange unge i byggeriet, der ikke kan få en praktikplads eller som lige er blevet svende, siger Orla Hav.