Plastmo A/S, der udvikler, producerer og markedsfører tagrender og lette tagløsninger er blevet kårets som 'Årets Leverandør 2012', efter at Trælasthandlerunionen - TUN for 9. gang har uddelt prisen på sit årsmøde.
Årets Leverandør vælges blandt de ca. 450 byggevareleverandører, der er tilknyttet det digitale produktkatalog www.byggebasen.dk. Den internetbaserede produktdatabase er igennem årene blevet et uundværligt on-line værktøj for tømmerhandlerne og byggemarkederne i deres daglige arbejde med servicering og rådgivning af kunder.
Det er samtidig et unikt markedsføringsværktøj for producenter og leverandører af byggevarer, hvor de har mulighed for at præsentere alle oplysninger om deres produkter, herunder også fotos, vejledninger, information om opbevaring samt lovpligtig dokumentation som CE-mærkning og sikkerhedsdatablade, herunder de nye REACH-dokumenter, som nu skal udarbejdes for en lang række farlige kemikalier.
- Plastmo A/S har i det forløbne år været meget aktive med at indlægge katalogdata via link til de enkelte produkter på egen hjemmeside og har det seneste år indlagt fyldestgørende katalogdata i ByggeBasen på stort set alle deres produkter. Plastmo A/S har dermed bidraget til hurtig og kompetent rådgivning, der sparer tid for både medarbejderne i tømmerhandelen og deres kunder, fortalte Poul Erik Grønfeldt, TUN-formand, i motiveringen for at vælge Plastmo A/S som Årets Leverandør.
Sidste år var det Nordisk Wavin A/S, der modtog med prisen, og tidligere har Rockwool A/S, Expandet Screw Anchors, Robert Nielsen I/S, BPB Gyproc A/S, UPM-Kymmene Wood A/S, Junckers Industrier A/S og Alfix A/S kunnet smykke sig med titlen.