Metalcolour overtager Dampa

Metalcolour A/S har pr. 25. maj overtaget loftsplade-propducenten Dampa med 75 ansatte

Metalcolour A/S har pr. 25. maj 2012 overtaget Dampa ApS  i Tommerup fra den amerikanske Chicago Metallic-koncern, oplyser virksomheden i en meddelelse.

Dampa omsatte i 2011 for ca. 80 mio. kr. med godt 75 ansatte og er en ledende producent af nedsænkede loftssystemer i metal til såvel marine- som bygningsformål.

Dampa´s historie kan dateres tilbage til 1950-erne, hvor selskabet opfandt konceptet med lyddæmpende perforerede loftspaneler lanceret under det oprindelige navn ”DÆMPA”. Siden bredte virksomheden konceptet ud i de fleste dele af verden, hvor det nuværende navn Dampa er blevet synonym for disse loftssystemer.

Metalcolour A/S-koncernen med omkring 60 medarbejdere omsætter for ca.170 mio. kr.  på virksomhedens fabrikker i Nykøbing Falster og i Ronneby, Sverige. Her fremstilles valselakeret og lamineret tyndpladestål og aluminium til en lang række formål, herunder til skibs- og bygningspaneler, hårde hvidevare og automobildele.

Metalcolour har i en årrække været Dampa´s hovedleverandør af lakeret stål og aluminium, og gennem en tættere integration mellem de to virksomheder forventes væsentlige besparelser samt bedre muligheder for effektiv lancering af en række nye produktkoncepter på markedet.

Fungerende logistikchef hos Dampa, Michael Nykjær,  udnævnes i forbindelse med overtagelsen til fabrikschef, mens bestyrelsesformand i Metalcolour A/S Henrik Kaa Andersen bliver administrerende direktør. Efter en kort overgangsperiode vil Michael Nykjær overtage denne stilling.