Betonsygdom ødelægger byggeri og infrastruktur

Nedbrydende alkalikisel-reaktioner (AKR) er i fuld gang med at ødelægge broer, facader, svømmebassiner og parkeringskældre

En række relativt unge broer på vej og jernbane er ifølge Vejdirektoratet ved at blive nedbrudt af betonsygdommen AKR(Alkalikisel-reaktioner). For eksempel har Vejdirektoratet måttet nedrive den ene halvdel af en 114 meter lang tvillingebro over vådområdet ved Borrevejle Vig på Holbækmotorvejen.

Broen var så nedbrudt af AKR, at den ikke stod til at redde. Og for nylig hovedreparerede Vejdirektoratet udfletningsbroen mellem Holbækmotorvejen og hovedlandevejen til Kalundborg - også denne bro var tæret op indefra af alkalikisel-reaktioner.

Hvis nedbrydningen skal stoppe hos de mellem 200 og 300 vejbroer, som ifølge Vejdirektoratet er i fare for at blive ramt af farlige alkalikisel-reaktioner, skal der sættes massivt ind med vedligeholdelse og ombygninger i de kommende år.

Civilingeniør Bent Grelk  hfrafrfra ffrfrfra den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll har i mange år været med til at identificere alkalikisel-skader på forskellige bygværker. Han påpeger, at mens AKR-problemet har været kendt og diskuteret siden 1950'erne, er det først i de kommende år, at samfundet for alvor kommer til at mærke de økonomiske konsekvenser af den megen dårlige beton, som var i omløb under byggeboomet i de glade 1960'ere og 1970'ere.

- Vi ved således meget præcist, hvor problemet stammer fra. Dem, der producerede beton med sand fra Farum Grusgrav eller fra Nymølle Grusgrav ved Roskilde, kan være sikre på, at der er store mængder skadelig reaktiv opal-flint i betonen. Samfundet kommer til at stå med et kæmpeproblem, hvis vi ikke sætter ind med vedligeholdelse af AKR-broerne. Den ultimative konsekvens vil være, at vi bliver nødt til at udskifte en meget stor del af broerne fra 1960'erne og 1970'erne, siger Bent Grelk til Ing.dk.

Problemet med dårlig beton er ikke isoleret til broer. Masser af altangange på boligbyggerier, husfacader, svømmebassiner og parkeringskældre er enten allerede ramt af AKR eller vil blive det i de kommende år.

I forhold til broerne udgør boligsektoren dog et mindre problem, da mange af de potentielt AKR-farlige betonkonstruktioner i boligsektoren blev repareret i forbindelse med store renoveringsprojekter i 60'erne og 70'erne. Dette gælder f.eks. boligbyggerierne Brøndby Strand og Farum Midtpunkt.

Dansk Betonforening har ingen kommentarer til oplysningerne fra Vejdirektoratet.