KHR arkitekter blev ved en prisuddeling torsdag vinder af Træprisen 2012, og de 100.000 kr., der følger med. Blandt et stærkt felt af nominerede - herunder CUBO arkitekter og tegnestuen Entasis, var det KHRs stærke princip om at afsøge arkitekturens grænser med klassiske materialer, der gjorde udfaldet. KHR er nomineret til Træprisen for Ørestad skole, Atuarfik - Hans Lynges skole i Nuuk, B&Os hovedsæde, Grønlands Naturinstitut, Fiberline, Forum Horsens m.fl.
Bjarne Lund Johansen er direktør i fagorganisationen Træinformation og formand for Træpriskomiteen. Han fremhæver evnen til at gå egne, nordiske veje som grunden til, at Træprisen tilfaldt KHR:
- KHR arkitekter har igennem mange år vist kunstneriske kvalifikationer og teknisk dygtighed. De skaber arkitektur med karakter og høj kvalitet. De afsøger arkitekturens grænser og er ikke bange for at tage nye metoder og materialer i brug. Det er arkitektur med et klart nordisk fundament med et enkelt og klart formsprog, hvor mennesket, stedet og funktionen er i fokus. Man får ikke Træprisen for at have brugt meget træ, men fordi man er en god arkitekt og i praksis har anvendt træ på en helt overbevisende måde, og det har KHR gennem en lang produktion.
Træ giver stemning
Ifølge Mikkel Beedholm, så er valget af byggematerialer en unik proces for KHR hver gang, og de ligger sig sjældent fast på et materiale fra start. Det handler først og fremmest om hvor bygningen skal ligge, hvad skal den bruges til og ikke mindst bygherrens ønsker. Men træet kan, ifølge Beedholm, noget helt specielt:
- Træet har for mig en iboende identitet og noget vedkommende, som gør at bare dét, at man tager træ ind i bygning, så får man en masse ting med det samme rent stemningsmæssigt. Og så vil jeg sige at træets klang, og de muligheder man har for at arbejde med det rent overflademæssigt og teksturen - det er meget unikt.
Træprisen er blevet uddelt 32 gange siden 1958. Senest i 2008 til Bjarke Ingels og hans tidligere samarbejdspartner i tegnestuen PLOT, Julien De Smedt for deres samarbejde og innovative arbejde med træ i forskellige projekter. Sammen stod de blandt andet bag træprojekter som Havnebadet i København, Det Maritime Ungdomshus og VM Bjerget i Ørestaden.