I dag begynder en omfattende renovering af Ladegårdsparkens 22 boligblokke i Holbæk. Opgaven udføres af MT Højgaard - til trods for, at MT Højgaard ikke tilbøde den lavest pris for at udføre opgaven.
I boligselskabets vurdering af de indkomne tilbud lyder begrundelsen for at vælge MT blandt andet: ”MT Højgaard-teamet har leveret en særdeles overbevisende beskrivelse af beboersamarbejde, organisation og samarbejdskultur samt arbejdsmiljø og logistik. Oplægget til beboersamarbejde udtrykker stor forståelse for de udfordringer, som kan opstå når en byggeplads er beboet.”
Netop evnen til at samarbejde med beboerne er en af årsagerne til, at MT Højgaard har fået rigtig godt fat i markedet for renoveringer af boligblokke, skriver virksomheden i sin pressemeddelelse.
- På de renoveringssager, vi netop har gennemført på den københavnske vestegn, har vi haft et engageret samarbejde med beboerne. Vi havde blandt andet held med at skaffe lærepladser til to unge mænd fra blokkene, og hele vores engagement var med til at gøre potentielle modspillere til ambassadører for renoveringsprocessen. De har for eksempel hjulpet os med sprogbarrierer og med at opnå respekt for vores folk og vores materiel, siger Nina Dencker Nielsen, markedschef i MT Højgaard.
Mange danske boligblokke opført i 1960’erne og 1970’erne står over for omfattende renoveringer, og Nina Dencker Nielsen understreger, at det er et marked, som MT Højgaard har meget stort fokus på.
- Tidspunktet er helt rigtigt nu. Tag og facader fra den tid er ved at være udtjente, og med de løsninger, vi kan tilbyde i dag, kan ejendomsselskaberne hente en væsentlig del af finansieringen ind alene ved besparelser på energiforbruget, siger hun. Ladegårdsparken får blandt andet solceller på taget.
Renoveringen af Ladegårdsparken er en del af en helhedsplan, som er blevet til efter et samarbejde mellem Holbæk Kommune, Landsbyggefonden, Holbæk Boligselskab og Domea. Helhedsplanen inddrager både boligsociale tiltag og fysiske forbedringer i Ladegårdsparken.
Renoveringen af de 900 lejligheder afsluttes ved udgangen af 2014. Entreprisesummen er godt 220 millioner kroner.