Stort antal bøder for ulovlig brug af Byg Garanti

Et stort antal virksomheder er blevet dømt for falsk markedsføring med Byg Garanti

Ifølge Forbrugerombudsmandens seneste opgørelse fremgår det, at 20 virksomheder i løbet af de sidste 18 måneder er blevet tilkendt bøder på mellem 10.000 og 50.000 kr. for ulovligt at have markedsført sig med Dansk Byggeris garantiordning Byg Garanti.

Virksomhederne har ifølge Forbrugerombudsmanden på forskellige måder i deres markedsføring givet udtryk for, at de var omfattet af
Byg Garanti, selvom de ikke var medlem hos Dansk Byggeri og dermed ikke var omfattet af Byg Garanti.

- Vi oplever, at flere og flere virksomheder, der ikke er medlem af Dansk Byggeri, føler sig fristede til at markedsføre sig med Byg Garanti. Når vi får kendskab til den slags, så anmelder vi virksomhederne til politiet, da man ifølge markedsføringsloven ikke må reklamere med urigtige og vildledende oplysninger.  Det resulterer ofte i betragtelige bøder for virksomhederne, siger direktør i Dansk Byggeri Peter Stenholm.

Det er simpelt at undersøge, om en virksomhed er omfattet af Byg Garanti. På www.byggaranti.dk har man mulighed for at søge i en database, der dækker over 6.000 håndværkere fra hele landet. Man kan også ringe til Byg Garanti på tlf. 72 16 00 00 og her få oplyst, om den virksomhed, man påtænker at indgå en aftale med, er omfattet af Byg Garanti.

Kun byggevirksomheder der er medlem af Dansk Byggeri er omfattet af Byg Garanti. Med Byg Garanti er private kunder dækket for tab som følge af sjusk, fejl og mangler ved det udførte arbejde for op til 100.000 kr.