Ved brande i etagebyggeri er der ofte meget store konsekvenser i form af høje menneskelige og økonomiske omkostninger for mange familier. Specielt ved tagbrande, hvor branden meget hurtigt udvikler sig og breder sig til flere opgange. DBI igangsætter nu et nyt udviklingsprojekt, som har fokus på, hvad der kan gøres i eksisterende etagebyggeri for at begrænse omfanget af skaden – bl.a. ved at forebygge at branden breder sig.
DBI – Danmarks videncenter for brand og sikring - vil gennem et nyt udviklingsprojekt ”Brandsikkerhed i eksisterende boligbyggeri” se på, hvad der kan gøres for at begrænse brande i at brede sig i etagebyggeri.
- Hvert år ser vi flere brande i etagebyggerier og de store menneskelige og økonomiske konsekvenser, det har, når en brand breder sig. Specielt ved tagbrande, hvor branden lynhurtigt breder sig til flere opgange, sker der skade på rigtig mange lejligheder. Ved tagbranden i Valby for cirka et år siden blev mere end 100 beboere genhuset. 24 lejligheder fik så omfattende skader, at familierne måtte flytte. Det var både skader fra selve branden, men også følgeskaderne og eftervirkningerne fra branden og brandslukningen, som gjorde, at så mange familier måtte forlade deres hjem, fortæller Ib Bertelsen, direktør for kunder og relationer hos DBI.
Ib Bertelsen, der selv er tidligere brandinspektør, fortæller, at DBI over de næste 12 måneder vil kortlægge de hyppigste årsager til, at brande i etagebyggeri ofte udvikler sig meget voldsommere end nødvendigt. På denne baggrund vil DBI udarbejde informationsmateriale bl.a. til en kampagne med anbefalinger og vejledninger, der kan reducere såvel risikoen som omfanget af branden.
- Vi vil i projektet indsamle viden om dansk byggeskik i forhold til brandsikkerhed i typisk dansk etagebyggeri. På baggrund af disse informationer vil vi komme med forslag til brandtekniske tiltag, der kan være med til at begrænse at branden breder sig og dermed reducere de store menneskelige og økonomiske omkostninger ved brand, følgeskader og eftervirkninger af brand i eksisterende byggeri, siger Ib Bertelsen.