Fremtidens energi- boliger udvikles nu

Ministerium, kommuner og arkitekter arbejder sammen om, at få de første DGNB-mærkede boliger klar til indflytning i 2015.
Tekst: 

Danmark skal vise vejen til en bæredygtig fremtid for den almene bolig. Den skal findes gennem en stort anlagt, landsomfattende arkitektkonkurrence i samarbejde med Arkitektforeningen og kommunerne.

Det mener minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S). I fortsættelse af regeringens kurs mod en fossilfri energiforsyning i 2050 har udviklingsprojektet om fremtidens almene bolig energibesparelserne som et primært sigte, men forsøger også at finde nye måder at bo sammen på.

Tre faser

Fremtidens almene bolig udvikles i tre faser frem mod 2014-15. I midten af marts i år har de danske kommuner deadline for at søge om at komme i betragtning som partner for et af to udviklingsprojekter. Kommunerne søger sammen med de lokale almene boligselskaber. Når kommunerne er fundet, iværksættes den åbne arkitektkonkurrence, hvor alle tegnestuer kan deltage. I foråret 2014 arbejdes der videre med fra tre til seks projekter, som har vundet den første runde af konkurrencen. Blandt dem udvælges til sidst de to, der vil blive opført.

Der lægges vægt på energireduktion, minimerede driftsudgifter, fleksibilitet, indeklima og klimatilpasning. De færdige projekter skal certificeres efter DGNB standarden og bliver dermed blandt de første boligbyggerier, der modtager det tysk udviklede certifikat på bæredygtighed.

For de deltagende kommuner er genvinsten, at de får kvalificerede og visionære ideer og et konkret skitseforslag til et alment boligprojekt; samtidig er det Ministeriet for by, bolig og landdistrikter, der betaler konkurrenceudgifterne.

Læs denne artikel i sin fulde længde i magasinet Byggeplads.dk nr.1 2013