Byudviklingsprojekt i Vordingborg afsluttet

Kornerups Rådhus og omlægningen af Slotstorvet i Vordingborg er netop afsluttet som led i plan for bymidten

Lørdag den 15. juni fejres afslutningen på restaureringen af Kornerups rådhus samt indvielse af Slotstorvet efter nyanlæggelse og restaurering af det fredede sprøjtehus på torvet.

Kornerups rådhus, der regnes for Danmarks første historicistiske rådhus, og Slotstorvet er begge omdrejningspunkter i den helhedsplan for Vordingborg bymidte, som Vordingborg Kommune lancerede i 2008 sammen med Realdania. Målet var at skabe mere sammenhængskraft mellem byen, dens fortid og nutid.

Omlægningen af Slotstorvet og restaureringen af det fredede sprøjtehus er blevet til i et samarbejde mellem kommunen og Realdania. Det gamle rådhus er blevet restaureret af Realdania Byg, der i 2009 købte ejendommen af Vordingborg Kommune.

Projektleder i Realdania, Anne-Mette Gjeraa siger:

- Omlægningen af Slotstorvet skaber en fin sammenhæng mellem gågaden, det gamle rådhus samt borganlægget. Slotstorvet er omdannet fra parkeringsplads til attraktiv opholdsplads. Sammen med restaureringen af det fredede Sprøjtehus og den planlagte indretning af huset til cafe har Vordingborg dermed fået revitaliseret et centralt byrum.

Nyt liv til det gamle rådhus

Den historiske bymidtes mest markane hus er arkitekten Peter Kornerups rådhus fra 1845 opført som det første historicistiske rådhus i landet. Realdania Byg har siden overtagelsen gennemført en omfattende restaurering og nyindretning af huset. På husets nordside er arresten revet ned. I stedet er der opført en ny, delvist nedgravet bygning med en åben tagterrasse. Langs huset er der skabt en passage, der forbinder Slotstorvet med byen bagved. Passagen giver også adgang til det nye, grønne byrum.

- Ambitionen med restaureringen af Kornerups rådhus og opførelsen af den nye ”arrest” har været at bevare og aktivere et af egnens mest markante historiske huse. Sammen med den nye passage og byterrasse er der nu skabt rammer, som gør, at huset bedst muligt kan udfylde sin rolle som byens hus – til glæde for by, borgere og besøgende, fortæller Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania Byg.

Slotstorvet er blevet nyanlagt i et samarbejde mellem Vordingborg Kommune og Realdania. Torvet og rådhuset vil i fremtiden være et levende midtpunkt i byen – en moderne plads, der lader fortiden hviske med. Slotstorvet ligger oven på ruiner af den gamle kongeborg. Som historiske spor markeres ruinerne både i den nye belægning og i form af vanddyser, der sender en dis af vand ud over belægningen for at samle sig i en vandfilm, der løber i den oprindelige voldgravs linje. Pladsens nyere historie er også bevaret. Det lille, fredede sprøjtehus fra 1800-tallet er også i et samarbejde mellem Vordingborg Kommune og Realdania blevet restaureret og indrettet som café.

Fakta

Helhedsplan

I oktober 2008 afsluttede Vordingborg Kommune en idékonkurrence om en helhedsplan for Vordingborg bykerne og nærmeste omgivelser. Helhedsplanen for Vordingborg by skulle sikre en større sammenhæng mellem og bedre udnyttelse af byens stærke historiske værdier, bevaringsværdige bygninger, grønne områder, landskabelige værdier og kulturtilbud.

Vordingborg var tidligere præget af en uklar trafikstruktur og af manglende sammenkobling af bydele. For eksempel mellem centerområderne. Torve og pladser trængte til forskønnelse. Slotstorvet var et af nedslagspunkterne i helhedsplanen. Målet var her at skabe helhed og harmoni mellem Vordingborgs handelsstrøg Algade, den gamle rådhusbygning og (P-)arealerne bagved samt det historiske borgterræn.

Slotstorvet

Ruiner fra borganlægget, både den gamle Møllebæksport og ringmuren, ligger i dag under torvet. De markeres på det nye torv som spor i belægningen udført i lys beton. Desuden er der opstillet fem dyser, der ved interaktion sender dis ud over belægningen for til sidst at samle sig til en vandfilm, der løber i den oprindelige voldgravs spor. Slotstorvet er blevet belagt med håndstrøgne klinker i røde nuancer, med reference til borgens materialer. Klinkerne er lagt i et overordnet kvadratisk mønster med mindre kvadratiske felter.

SLA har stået for udformningen af Slotstorvet. Realdania har støttet gennemførelsen af nyfortolkningen af Slotstorvet.

Kornerups rådhus i Vordingborg

Realdania Byg købte Vordingborgs gamle rådhus af kommunen i 2009 for at restaurere og nyindrette huset. Realdania Bygs engagement var en del af den samlede plan for området omkring Slotstorvet.

Udover det gamle rådhus bestod ejendommen også af den tidligere arrest. Arresten, som ikke var fredet, valgte Realdania Byg at rive ned og erstatte med en helt ny, delvist nedgravet bygning med et fladt tag – en byterrasse – hvorpå der skal opstilles grønne planter.

Det er hensigten, at hele ejendommen fremadrettet skal indeholde en kombineret funktion med turistinformation, Danmarks Borgcenters butik, forskning og administration samt mulighed for Vordingborg Kommunes repræsentative arrangementer.

Rådhuset er opført år 1843-45 og tegnet af arkitekt Peter Ernst Iver Kornerup. Arkitekturen er historicistisk med især nygotiske træk. Det nye baghus er tegnet af Praksis Arkitekter og opført 2012-13.