I dag tog Uddannelsesminister, Morten Østergaard, og Københavns Overborgmester, Frank Jensen, første spadestik til det nye UCC-byggeri i Carlsberg Byen. Byggeriet kommer til at huse både Professionshøjskolen UCC, butikker, erhvervslejemål og boliger. UCC byggeriet bliver det største byggeri i Carlsberg Byen.
Lige nu ligner byggepladsen omkring den nedrevne Ny Tap langt fra et område for uddannelse og viden. Men i 2016, når byggeriet står færdigt, vil omkring 10.000 studerende og 800 medarbejdere have deres daglige gang på Professionshøjskolen UCC’s nye campus.
”Jeg ser frem til, at Campus Carlsberg om et par år bliver nyt centrum for UCC’s professionsuddannelser, videreuddannelse og forskning. Det bliver et stærkt og innovativt uddannelsesmiljø for de mange studerende, der får deres gang her, siger rektor for UCC Laust Joen Jakobsen.
Også bestyrelsesformand for UCC, Ove Dalsgaard har store forventninger: ”Campus Carlsberg bliver et af Europas største uddannelses- og forskningsmiljøer på det pædagogiske område. Det lover godt for fremtidens uddannelser.”
Finansieringen og aftalen om det nye byggeri faldt på plads i 2012, og siden har Carlsberg Byen arbejdet med nedrivningen af tapperiet Ny Tap, som UCC-byggeriet skal erstatte. Ny Tap er nu forvandlet til ca. 35.000 ton knuste og genanvendelige byggematerialer.
Og efter det officielle første spadestik i dag kan UCC-byggeriet, som også er det første byggeri i Carlsberg Byen, for alvor gå i gang.
- Det første spadestik til UCC-byggeriet markerer, at vi nu skal i gang med at virkeliggøre Carlsberg Byens vision om at genopfinde samspillet mellem kulturinstitutioner, erhverv og boliger, som vi også kender det fra den københavnske middelalderby og brokvartererne. Vi tror på, at det vil skabe et levende og mangfoldigt bykvarter til glæde for alle, siger Flemming Borreskov, bestyrelsesformand for Carlsberg Byen P/S.
Hele byggeriet, som inkluderer Professionshøjskolen UCC’s nye campus, er på 82.000 kvadratmeter og får blandt andet et 100 meter højt boligtårn, der kommer til at skyde op blandt fredede bryggeribygninger som fx ’De hængende Haver’.
Det er den svenskejede bygge- og udviklingskoncern, NCC, der skal stå for opførelsen af det store byggeri, hvor det meste skal stå færdigt om blot tre år.
- Hos NCC er vi glade og stolte over at kunne være med til at tage dette første spadestik til Carlsberg Byen. Det er det reelle startskud til en spændende ny københavner-bydel. Samtidig markerer denne milepæl NCC’s største byggeprojekt i Danmark nogensinde, og jeg glæder mig derfor til at følge projektet de næste år,” siger Klaus Kaae, adm. direktør for NCC Construction.