Outline Vinduer kan fra starten af januar 2014 levere vinduer og døre på mål på kun 7 dage. Produktion udelukkende i Danmark samt optimering af en række interne produktions- og logistikprocesser muliggør en halvering af markedets hidtil hurtigste leveringstid.
Outline Vinduer med hovedsæde i Farsø lancerer nu 7 dages levering for vindues- og dørprodukterne Træ, Træ/Alu og Træ/Alu Energy. Det er en halvering af markedets hidtil hurtigste leveringstid på 14 dage, som Outline ellers selv har været alene om i en årrække:
- Efter længere tids forberedelse og forbedring af en række interne processer er vi nu klar til at introducere et nyt koncept, hvor vi kan levere vinduer og døre på mål til kunderne på kun 7 dage. Vi kalder konceptet Lyn Levering, og det gælder for størstedelen af vores produkter i Træ, Træ/Alu og Træ/Alu Energy, forklarer direktør Mona Sloth Nielsen fra Outline Vinduer med hovedsæde i Farsø.
Lanceringen kommer på et tidspunkt, hvor leveringstid for alvor er ved at blive et konkurrenceparameter i byggeriet og hos private, og Mona Sloth Nielsen har store forventninger til at kunne tage markedsandele på det nye koncept:
- Leveringstid er såvel som pris og kvalitet et vigtigt konkurrenceparameter for os, og vi skal konstant have fokus på at forbedre os og imødekomme markedets behov. Hos Outline producerer vi kun i Danmark, og vi kan via en række optimerede processer internt i produktionen sikre, at vi kan levere den samme anerkendte kvalitet på kun 7 dage, pointerer hun og fortsætter: - Derfor gælder vores nye forbedrede garanti, som vi fordoblede fra 5 til 10 år i slutningen af 2013, naturligvis også for produkter, der er produceret og leveret på 7 dage. Det er nøjagtigt det samme produkt, som vi hidtil har leveret, forsikrer hun.
- Vi oplever i stigende grad, at kunderne kommer i bekneb på tid. Det gælder eksempelvis i forbindelse med indbrud, ændringer i byggeplaner mv., men også det stigende antal alvorlige storme i Danmark skubber på behovet for lynhurtig levering af nye døre og vinduer. Her ved vi, at en forskel på en uge i levering kan gøre en stor forskel, og vi er derfor glade for nu at kunne tilbyde et produkt, der overrasker kunderne positivt. Det har vi i flere år oplevet på vores 2 uger levering, og nu bliver ventetiden altså yderligere forkortet, siger Mona Sloth Nielsen videre.
Levering på 7 dage gælder for størstedelen af Outlines sortiment, herunder Træ, Træ-Alu og Træ/Alu Energy vinduer og døre. Lyn Levering gælder også faste partier, sidepartier, rammedøre med/uden kehl mv., men gælder dog fx ikke alle farvekombinationer samt hæve/skydedøre. Produktionsdirektør Jens Sørensen, der har stået for implementeringen af det nye koncept, forklarer:
- Vi har en klar forventning om, at 7 dages levering vil vække stor opsigt – både hos professionelle og private. Ikke mindst derfor skal vi være mere end 100 % sikre på, at vi har baglandet i orden, at vi kan levere til tiden, og at vi kan levere den gode kvalitet og finish, som vi er kendte for. Derfor har vi indtil videre valgt at tage nogle få dele af vores produktsortiment ud af Lyn Leverings-konceptet. Vi skal først og fremmest kunne stå inde for kvaliteten, og det kan vi med det, vi går ud med nu, pointerer Jens Sørensen.