En af den nationale renoveringshistories største projekter skrider planmæssigt frem i Helsingør: Fornyelsen og opdateringen af Vapnagaard efter et projekt af NOVA5 Arkitekter og TRIARC Arkitekter med Enemærke & Petersen A/S som hovedentreprenør.
Vapnagaard i Helsingør er almene boliger, opført som en planbebyggelse i slutningen af 1960’erne. I alt tæller den 1738 boliger i 57 boligblokke med en højde på tre etager. Projektet forsyner blokkenes forskelligartede tage med ensartede konstruktioner, udseende og isolering. Alle gavle efterisoleres og skalmures således, at gavlene også giver visuel tyngde som en ramme om bygningskroppen. Facaderne efterisoleres og beklædes med skærmtegl.
- Visionen er, at Vapnagaard udvikles som en klassisk dansk parkbebyggelse med velbyggede etagehuse i gedigne byggematerialer placeret i smukke grønne parkrum. Dermed skal Vapnagaard være et dejligt sted at bo, og et sted, hvor man stolt inviterer gæster på besøg, forklarer NOVA5 Arkitekter.
- Vi vil etablere en karakterfuld bebyggelse, med et enkelt udtryk og med smukke detaljer. Byggematerialerne skal være af høj kvalitet og have en lang levetid. Endelig skal materialerne vælges så de sammen med de gennemførte energibesparelser kan være med til at brande Vapnagaard som en bæredygtig bebyggelse, slutter beskrivelsen fra arkitekterne. Det er nu vedtaget, at en del af energien til de i alt knap 4000 beboere skal komme fra solcelleanlæg på tagene.
Det er Helsingør Boliggselskab i samarbejde med Boligselskabernes landsforening, der er bygherre på den historisk omfattende renovering.
Foto: En af historiens største renoveringer gennemføres efter et projekt af NOVA5 og TRIARC Arkitekter.