Oprindeligt skulle Thurø Skole have haft en ståltagskassette i forbindelse med moderniseringen af skolen, men da leverandøren gik konkurs, måtte planen ændres. Valget faldt på træelementer fra Taasinge Elementer, der kunne lave tagelementer, der kunne spænde langt, og som samtidig kunne sikre den fornødne ventilering af arealet med de 100 kvm solceller, der er en del af det nye tag på Thurø Skole.
- Vi plejer ellers ikke at producere elementer, der spænder så langt som de 18 meter, der var påkrævet i dette byggeri, men besluttede os for, at det selvfølgelig var os, som skulle hjælpe hovedentreprenøren Jorton A/S og Svendborg Kommune med skolen, så byggeriet kunne stå færdigt efter tidsplanen, fortæller salgskonsulent Per Hollænder fra Taasinge Elementer.
Projektleder Henrik Hyrup Mahler fra Jorton A/S oplyser, at træ-løsningen samlet set har været en billigere løsning, og at solcellerne har kunnet monteres direkte på trækasetterne. Løsningen har betydet, at 800 kvadratmeter tag blev monteret på blot to dage.
Det samlede byggeri består af opførelse af multisal, ny biblioteksbygning, energioptimering samt ombygning og modernisering af eksisterende bygninger.