Sirius er navnet på et nyt arkitektonisk skiltesystem designet for Modulex af Holscher Design.
Det er karakteriseret ved et strukturelt, kreativt design i et sprog, der er afstemt efter moderne, rustik arkitektur. Opbygningen er modulær og skiltets udtryk er stringent, æstetisk og transparent.
- Opgaven lød på et system, som ville styrke og værdiforøge arkitekturen uden mislyd eller afbrydelse. Holscher Design har løst den med glaspaneler og børstet rustfrit stål, som kombinerer godt design og bæredygtighed, lyder anerkendelsen fra Modulex.
- Glas er fortrinligt, ikke bare fordi, det er transparent, men også forfinet og raffineret i sit udtryk. Det fungerer fint i mange typer arkitektur og miljøer, fordi det ikke konflikter med andre former, materialer, farver eller overflader. Glas er også et bæredygtigt materiale, både i fremstillingsproces i brug og i genanvendelse, fortsætter anmeldelsen.
Grafik- og tekstteknologierne i Sirius har tilføjet en ny dimension: Systemet består af 1-2 stk. 4 mm glas med grafik, evt. på folie eller paperflex. Skiltene kan tekstes på forskellige måder ved at anvende flere overflader. Dermed skabes også en 3D effekt. Paperflex skiltene er forsynet med et hængsels – og låsesystem, som gør det nemt at skifte papirindsatsen med øget fleksibilitet.
Sirius kan varieres som dør- eller vægskilte, nedhængte og udhængte skilte, bordskilte og fritstående monolitter.
Modulex blev etableret af Lego-koncernen i 1963.