Arkitekter med sans for dialog

Krogh Madsen Arkitekter A/S i Aars har god erfaring med at inddrage beboerne, når der skal renoveres i boligbyggeriet
Tekst: 

Efter to års omfattende renovering er 93 lejligheder i boligbebyggelsen Melfarparken i Middelfart blevet afleveret til bygherren: Middelfart Andelsboligforening af 1946 – med Krogh Madsen Arkitekter A/S i Aars som totalrådgiver.

At være den totale rådgiver er en rolle arkitekterne gerne påtager sig – fordi de har sans for det.

- Vi mener faktisk, at vi er temmelig gode til at styre alle rådgiverfunktioner i et byggeprojekt og samarbejdet fungerer rigtig fint. Gennem tiden har vi jo også fået en del erfaring, og jeg vil skyde på, at vi i dag er totalrådgiver i tre ud af fire sager, fortæller Jens Skadhauge, der sammen med partneren Kim Jensen er arkitektfirmaets indehavere.

Brugerinddragelse

Melfarparken er også et godt eksempel på, at arkitektfirmaet ikke alene mestrer dialogen med og mellem bygherre og underentreprenører men også med beboerne, idet renoveringen er udført med en stor grad af brugerinddragelse.

- Vi har en del opgaver inden for boligbyggeri, både når det gælder nybyggeri, men også renovering – og her har vi udover det rent arkitektoniske også god erfaring med processtyringen, når det gælder brugerinddragelse. Vi har tidligere arbejdet meget med andelsboligforeninger, hvor det var naturligt at inddrage beboerne, og det er der i dag også enkelte almene boligforeninger, der gør brug af, fortæller arkitekt og partner Kim Jensen og tilføjer:

- I Melfarparken havde beboerne bl.a. mulighed for at vælge blandt et sortiment af klinker til badeværelset og overflader på elementerne til køkkenet mm. Vi har kun positive erfaringer med det og kan konstatere, at beboerne er glade for at være draget ind i arbejdet. Ud fra nogle afstukne retningslinjer opnår man mulighed for variation i indretningen af sin lejlighed, og det giver tilfredshed, som er til gavn for alle parter, siger Kim Jensen.

Opgaver spænder vidt

Krogh Madsen Arkitekter A/S er solidt plantet i den jyske muld med domicil i Aars med opgaver koncentreret omkring Midt- og Nordjylland – med enkelte undtagelser. Herunder Melfarparken i Middelfart. Det er opgaverne, der afgør det – og de spænder vidt:

- Vi gør meget inden for plejesektoren, især plejehjem, men også beboelser for handicappede, ligesom vi har en del opgaver inden for skole og daginstitution. Således er vi netop i gang med projekteringen af en kommende stor institution i Viborg, bestående af såvel børnehave som vuggestue under det foreløbige kælenavn Bulderby. Dertil udfører vi også opgaver inden for såvel idræt, skole, erhverv og kultur, siger Jens Skadhauge.

Foto: Krogh Madsen Arkitekter A/S arbejder i dag som totalrådgiver i tre ud af fire sager, fortæller de to partnere i tegnestuen: Jens Skadhauge(tv) og Kim Jensen(th.)