Domicil til SAAB Danmark halvvejs færdig

Rejsegilde på nyt domicil på 3.300 kvm. til den hastigt voksende it-virksomhed SAAB Danmark

-Det vi skaber her, er fremtidens arbejdsplads. Det er et domicil som på alle leder og kanter opfylder vores krav - lige fra vi modtager en ordre, producerer den og sender den af sted til kunden. Det har vi opnået ved at være i tæt dialog med entreprenøren, der har forstået vores ønsker og som undervejs er kommet med betydende input.

Det sagde it-virksomheden SAAB Danmarks administrerende direktør Heino Lundgren ved rejsegildet på den 3.300 kvadratmeter store erhvervsbygning, der fra juni skal udgøre selskabets domicil i Sønderborg.

Virksomheden hører til blandt områdets hurtigst voksende, og har på få år tredoblet omsætningen. Selskabet med godt 70 medarbejdere, er en del af den svenske SAAB gruppe, der er blandt verdens førende leverandører af højteknologisk udstyr til forsvarsindustrien og den civile sikkerhed.

Opførelsen af SAAB Danmark domicilet ved Porten til Sønderborg - lige ud til motorvej og Alssundbroen - er et af øjeblikkets største bygge-og anlægsprojekter i kommunen. Det er lokale investorer med Sønderjysk Forsikring og Hans Damm fra den højteknologiske koncern Damm Gruppen i spidsen, der har skabt det økonomiske grundlag for projektet til omkring 50 mio. kr.

Formanden for Sønderjysk Forsikring, direktør Marianne Hvid, understreger, at det for selskabet er vigtigt at være en aktiv del af det lokalområde det betjener, og derfor investerer i projekter, der giver mulighed for vækst og skaber nye arbejdspladser.

Det er SIB Byggeri A/S, der sammen med Alssund Invest A/S udvikler det 48.000 kvadratmeter store område, hvor der på ni byggefelter kan bygges 12.000 kvadratmeter. Novasol/Dansommer tog som den første et nyt domicil i brug i fjor, i år kommer turen til SAAB Danmark, og i midten af foråret forventes spaden sat i jorden til yderligere en højteknologisk virksomhed med internationalt perspektiv.