Betonelementvirksomheden i Randers øger afstanden til konkurrenterne med en næsten fordoblet egenkapital, 24 procent i plus på omsætningen og 62 procent i plus på resultatet svarende til en fortjeneste på 14 procent af omsætningen, fremgår det af en meddelelse.
- Vi er stolte over endnu et rekord-resultat, der følger flere års fortsat vækst på både omsætning, resultat og egenkapital i Confac A/S, men æren skal deles af alle 64 medarbejdere, der i gennemsnit har skabt en for branchen enestående indtjening på mere end fire hundrede tusinde kroner.
Det er Erling Holm, der som medstifter og administrerende direktør på Confac A/S i en kommentar til elementfabrikkens netop afsluttede årsregnskab for 2016 sender roserne for det hidtil bedste resultat i virksomhedens ni år gamle historie videre til medarbejderne.
- Medarbejderne har med stort engagement og flid banet vejen for, at effekten af marginale prisstigninger og et øget volumen gennem fortsat stram styring af omkostningerne samt skarpt fokus på optimering af produktiviteten har kunnet forplante sig fuldt ud til bundlinjen.
Gratis medarbejderaktier og julebonus
- For at understrege det tætte partnerskab mellem virksomhed og medarbejdere besluttede vi efter sommerferien kvit og frit at forære hver eneste medarbejder aktier i virksomheden til en værdi af 23.000 kroner, og med afsæt i det endelige resultat for 2016 er der også skabt råderum til en ekstra julegave idet en del af overskuddet udloddes som udbytte.
- På den måde understreger vi, at udvikling, styrke og succes i Confac A/S er ligefrem proportional med medarbejdernes indsats, ligesom vi signalerer, at der hos os eksisterer et ægte og ligeværdigt interessefællesskab til glæde og kontant gavn for både virksomhed, ledelse og medarbejdere.
Gunstige markedsvilkår
Erling Holm lægger i øvrigt ikke skjul på, at betonelementbranchen de seneste år som helhed har været præget af en positiv udvikling, hvor både produktionsvolumen og ordrehorisont er vokset til et historisk højt niveau.
Han tilføjer, at gunstige markedsvilkår generelt har styrket branchens forudsætninger for gennem selektion i ordremassen at skabe positive resultater, og fortsætter:
- I lyset af de gunstige markedsvilkår har landets producenter af betonelementer de senere år tilpasset kapaciteten på et højt niveau og med en ordrehorisont, der rækker omkring otte måneder frem i tiden, bør branchen også i det kommende år have gode muligheder for at opnå gode resultater. I hvert fald forventer vi i Confac A/S også næste år et resultat på et tilfredsstillende niveau.
- Men samtidig står det klart, at udbud og efterspørgsel er tæt på et balancepunkt, og det er sandsynligt, at det aktuelle, tilfredsstillende prisniveau i de kommende år stagnerer.
- Dette vil i kombination med branchens tilpasning af kapaciteten på et højt niveau øge sårbarheden, når markedet på et tidspunkt stagnerer eller falder til et lavere leje, konstaterer Erling Holm og slutter:
Fortsat forædling
- Derfor vil vi i Confac A/S sammen med medarbejderne i det kommende år arbejde med en tostrenget udviklingsstrategi:
- På den ene side vil vi som modtræk mod eventuelt faldende priser fastholde vores fokus på at holde kæden stram med lave omkostninger, effektiv udnyttelse af materialer og ressourcer samt fortsat optimering af produktiviteten.
- På den anden side vil vi som modtræk mod en eventuelt faldende volumen i markedet yderligere skærpe vores indsats på at servicere kunder og rådgivere gennem udvikling og forædling af arkitektonisk attraktive og teknisk avancerede facadeløsninger, der kan imødekomme en fortsat øget efterspørgselsandel af avancerede, bygbare og bæredygtige løsninger i beton.