Nyere grønne tage vinder stadigt mere frem – ikke mindst fordi planterne gror i plastbakker, der effektivt dræner vandet væk fra tagfladen. Det betyder, at der ikke kommer et vandtryk på taget, og derfor er det lige så sikkert at lægge et grønt tag som et normalt tag, lyder det fra producenten af tagpap, Phønix Tag Materialer.
- Med grønne tage af bakketypen løber overskydende vand ud af plastbakkerne og ned på tagmembranen. Her drænes vandet væk, fuldstændig som på en normal tagdækning. Der er derfor ikke stående vand på taget, siger ingeniør Jens-Jørn Hunderup fra Phønix Tag Materialer.
I et nyt BYG-ERFA-blad om grønne tage bliver det da også fremhævet, at denne type af grønne tage erfaringsmæssigt giver de bedste betingelser for væksten og for vandafledningen.
- Det er ikke kun en fordel for taget, at bakkesystemerne dræner vandet væk. De flotte og ellers hårdføre sedumplanter trives netop heller ikke, hvis de står i et konstant fugtigt miljø, siger Jens-Jørn Hunderup.
Systemet er simpelt at udlægge for tagdækkeren, der alligevel skal svejse afgrænsningsskinner og lignende på taget. Det medfører også, at bygherren får færre håndværkere på taget, hvilket igen gør arbejdet mere effektivt og sikkert.
- Vi oplever næsten aldrig fejl på selve tagfladen, når arbejdet er udført af en professionel tagdækker. Skulle der alligevel vise sig en utæthed i membranen ved et ovenlysvindue eller en inddækning, så er det enkelt at løfte nogle bakker til side og reparere fejlen. Man behøver ikke flytte hele det grønne tag, understreger Jens-Jørn Hunderup.
Mange års erfaringer
Grønne tage har været på markedet i Tyskland i mere end 30 år. Dermed er det et modent og færdigudviklet produkt, som har en række indbyggede fordele og som kan bruges uden betænkeligheder.
- Når man har et tolags SBS-tag under en grøn løsning, har man en robusthed, der giver lang levetid, og en byggeteknisk god løsning. Det er både miljømæssigt, æstetisk og økonomisk en gevinst for bygherre, brugere og samfund, siger Jens-Jørn Hunderup.