STB BYG med i stort renoveringsprojekt

Den almene boligorganisation FællesBo i Herning vil med kæmpe projek renovere 2000 ud af foreningens 5000 boliger

Den almene boligorganisation FællesBo i Herning har skudt et kæmpe renoveringsprojekt i gang. Under navnet Fælles Fremtid skal 2000 ud af foreningens 5000 boliger renoveres. STB BYG A/S har vundet hovedentreprisen for de første 126 lejligheder. En entreprise til ca. 85 mio. kr., skriver STB BYG i en meddelelse.

Mangelfuld isolering, skimmelsvamp flere steder, nedslidte tagsten og porøst murværk, dårligt indeklima og utilstrækkelige ventilationsanlæg og elinstallationer. Der er nok at gå i gang med, når renoveringen af de to afdelinger på H. C. Ørsteds Vej og Ole Rømers Vej i det centrale Herning begynder i maj. Forløbet er delt op i etaper, hvor beboerne på skift flytter ud af deres lejligheder og genhuses. Renoveringen af Elmegården og Ørstedgården forventes først helt afsluttet primo 2019.

Det er ikke første gang, at STB BYG skal finde balancen mellem effektivt byggeri og hensynet til beboernes daglige liv og færden.

-Det giver selvfølgelig altid nogle udfordringer, når vi ikke bare kan være en full-time byggeplads, men vores folk har ved tidligere lejligheder vist, at de har den nødvendige fingerspitzgefühl til at kunne manøvrere rundt med respekt for både beboere og håndværkere,” fortæller Jens Winther, der er adm. direktør og medejer af STB BYG A/S. ”Helt konkret handler det jo om, at vi overholder alle tidsfrister, leverer et ordentligt stykke arbejde og rydder pænt op efter os – hver dag, og det er vi gode til.”

Et langt forløb

Landsbyggefonden financierer en stor del af projektet. For at komme i betragtning til renoveringsstøtten stiller fonden krav om, at der udarbejdes en helhedsplan for hver afdeling, hvilket er et langvarigt og komplekst forløb med mange involverede parter, og som i dette tilfælde startede tilbage i 2012 med bl.a. workshops for beboerne. 

Til det lange forløb siger Jens Winther: ”Vi glæder os til at komme i gang, og det er jeg helt sikker på, at beboerne også gør. Det er lang tid, de har skullet leve med visheden om, at de skulle flytte ud af deres lejlighed for at blive genhuset – dog uden at have kendt en præcis dato. Nu sker der noget. Det bliver godt, når vi kan byde folk velkommen tilbage i dejlige lyse og moderniserede lejligheder.”

Det er planlagt at gennemføre de fleste af FællesBos kommende renoveringsprojekter som helhedsplaner.

 

 

Færre, men bedre lejligheder

Elmegårdens 48 lejligheder var klar til indflytning i 1944. Byggeriet kunne dengang kalde sig for Hernings største beboelse. I 1948 kom Ørstedsgården til med 78 boliger. Nu reduceres det samlede antal af lejligheder fra 126 til 106 gennem sammenlægninger og indrettes efter fremtidens behov. Det betyder bl.a. at lejerne efter genhusning kan vende tilbage til nye badeværelser, nye køkkener, nye overflader, nye installationer, nye vinduer og renoverede altaner. Endelig bliver de udvendige fællesarealer omdisponeret og opgraderet.

STB BYG udfører entrepriser over hele landet, og bruger ofte lokale underentreprenører på projekterne. Denne gang tager entreprenøren dog egne håndværkere med fra STB BYG HÅNDVÆRK i Jelling, hvor de har egenproduktion i form af snedker-, murer- og tømrerafdelinger.

”Vi glæder os til at kombinere entreprisen med egne håndværkere, denne gang. Renovering er et segment, som vi gerne vil arbejde mere med og udvikle på i fremtiden, så ved at have vores egne håndværkere med, kan vi komme helt tæt på og få ny viden,” siger Jan Olesen direktør og partner med ansvar for STB BYG HÅNDVÆRK.