30 indstillede projekter til Dansk Landskabspris 2017

For 8. gang hædrer Dansk Landskabspris nyskabende projekter, der inspirerer til landskabsfagets stadige udvikling

For 8. gang hædrer Dansk Landskabspris nyskabende projekter, der inspirerer til landskabsfagets stadige udvikling. I løbet af de seneste måneder er der indstillet 30 projekter, der understreger, at landskabsarkitekturen er i rivende udvikling og resulterer i værdiskabende løsninger.

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturfor­valterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Juryen glæder sig over, at landskabsarkitekter atter benytter plantekendskab, en af fagets kerneværdier, som et centralt element i deres løsninger. En anden tendens juryen fremhæver er, at ”det vilde” og bynaturen er fremherskende i en del af projekterne, der geografisk er spredt over hele landet. Derudover glæder det dommerne, at mange projekter opfylder flere funktioner og hermed adresserer miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i en samlet løsning, ligesom fokus på fællesskabet i det offentlige rum med plads til ophold og aktivitet er et gennemgående karaktertræk, der har fået juryens opmærksomhed.

Nyskabende løsninger

Jurymedlem Bo Holm-Nielsen, landskabsarkitekt MDL og partner i ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, forklarer ”En del af de indstillede projekter giver på forskellig vis noget til de offentlige rum og deres lokalområder og fungerer på denne måde som katalysatorer for bylivet. Mange af projekterne kombinerer klimatilpasning med udvikling af rekreative arealer. Når man eksempelvis sikrer mod oversvømmelser og samtidig udvikler kajkanten som et offentligt byrum, så er resultatet en løsning, der både indeholder et socialt, økonomisk og miljømæssigt element. På juryens vegne kan jeg sige, at vi glæder os over at se så mange inspirerende og nyskabende løsninger. Det er specielt glædeligt, at så mange af projekterne bidrager med social merværdi. I den kommende tid glæder vi os til at dykke ned i de mange fine projekter og udvælge finalisterne”.

Prisuddeling til oktober

Blandt de indkomne indstillinger nominerer juryen primo september et antal finalister, der præsenteres ved et officielt arrangement den 25. oktober, hvor man kårer vinderen. Vinderprojektet bliver belønnet med 70.000 kroner, mens de øvrige nominerede forslag får hædrende omtale.

FAKTA – DANSK LANDSKABSPRIS 2017
Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturfor­valterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I 2017 er det 8. gang at prisen uddeles, og Dansk Landskabspris 2017 hædrer landskabs­arkitektoniske værker eller personer, hvis projekter tjener som inspiration for den overordnede udvikling af landskabsfaget.