Entreprenørvirksomheden BASE Erhverv as, der har hovedkontor i Horsens og afdeling i Roskilde, har netop afsluttet sit 14. regnskabsår. Nettoresultatet er femdoblet og omsætningen tredoblet i forhold til forrige år.
Årets nettoresultat efter skat udgør 2,6 mill. kr. mod 499.000 kr. året før, og bliver af ledelsen betegnet som tilfredsstillende. Resultatet før skat udgør 3,3 mill. kr. mod 925.000 kr. året før. Omsætningen udgør 153 mill. kr. mod 50 mill. kr. året før, og egenkapitalen er nu på 12,8 mill. kr. mod 11,2 mill. kr. året før.
Virksomheden arbejder aktuelt med opførelse af et nyt 8.000 m2 stort arkiv og magasin i Høje Taastrup for Københavns Kommune, og er netop ved at aflevere et 11.000 m2 stort domicil til Toprent i Stilling og et nyt pakke- og distributionscenter for GLS Service i Taastrup. Senest har virksomheden afleveret et nyt bilhus for Selfgarage i Middelfart og et 7.000 m2 stort butikscenter i Vejle Nord samt en ny 1.800 m2 stor hal for den selvejende institution Parkhallen i Horsens.
BASE Erhverv as udfører erhvervsbyggeri i såvel total- som hovedentreprise, og projektudvikling. Siden starten har BASE Erhverv as opført mere end 100 erhvervsbyggerier i hele landet. Virksomhedens værdier er at skabe kvalitetsbyggeri med afsæt i troværdighed og samarbejde – med dialog, åbenhed og tillid som faste størrelser ud fra et mål om at optimere alle opgaveløsninger både teknisk og økonomisk.
BASE Erhverv blev etableret for 14 år siden på initiativ af Dansk Boligbyg Holding a/s. Virksomheden ejes i dag af Dansk Boligbyg Holding A/S, BASE Erhverv Medarbejderselskab ApS og KR Finans ApS. Virksomheden har fælles domicil med søsterselskaberne BASE Udvikling as og Dansk Boligbyg a/s i Horsens. Aktiviteterne øst for Storebælt varetages fra Roskilde, hvor BASE Erhverv as har kontor sammen med Dansk Boligbyg a/s.
Foto: BASE Erhverv as har domicil på Erhvervsbyvej i Horsens.