De fleste kender det som Batimat, en af verdens største byggemesser, men i virkeligfheden er der tale om tre parallelmesser, der løber af stablen under den fælles betegnelse Le Mondial du Bâtiment. De tre ”messer i messen” er Interclima+Elec, Idébain og Batimat, der finder sted 6.-10. november 2017 i messecentret Paris-Nord Villepinte i Frankrig. Her præsenteres materialer og løsninger til eksisterende og fremtidige byggerier.
Flere besøgende
Der forventes pænt besøg – i 2015 modtog Mondial du Bâtiment mere end 340.000 besøgende – i 2017 forventes antallet af besøgende at vokse til omkring 370.000.
– Den positive udvikling i branchen har motiveret Le Mondial du Bâtiment til at hjælpe branchens aktører til at få fuldt udbytte af opsvinget ved at sætte fokus på byggebranchens aktuelle udfordringer og samtidig præsentere løsningerne, siger Liselotte Christensen fra Promosalons Danmark, der repræsenterer messen på det danske marked og hun tilføjer:
– Le Mondial du Bâtiment 2017 har genopfundet sig selv og tilpasset sig byggebranchens forandringer og optimeret synergien mellem udstillere og besøgende. Messen er således bygget op omkring seks specifikke og sammenhængende fagområder, og der forventes omkring 1.200 udstillere, fortæller Liselotte Christensen.
Positiv udvikling
Optimismen er båret oppe af en positiv udvikling på det franske marked:
– Den franske byggebranche fik et langt bedre 2016 end forventet, og fremgangen er blevet forstærket yderligere i 2017 med en forventet stigning på 3,4 procent i volumen. Byggeriet ser dermed ud til at være inde i et nyt opsving specielt understøttet af en vækst på syv procent i nybyggeriet såvel inden for bolig- som erhvervsbyggeri, fortæller Liselotte Christensen.
Messen har fået en ny halopdeling, hvor hver af de seks store messehaller er delt op i mindre sammenhængende fagområder, således at de besøgende får det bredest mulige udbud af produkter og løsninger samlet på ét sted.
– Før, under og efter messerne sørger vores blog og månedlige e-nyhedsbrev for brancherelevant information om de seneste tendenser inden for fem emner: Energy & Comfort in Office Buildings; Living Bathrooms & Interiors; Sustainable Construction; Building of the Future; Architectural Perspectives, fremhæver Liselotte Christensen.
Et nyt initiativ er Solutions Hubs, der er placeret ved indgangen til hver hal og bemandet af brancheeksperter. Her kan man få vist de samlede løsninger, der henvender sig til arkitekter, byggeindustri, bygherre og brugere.
Foto: Der forventes mere end 370.000 besøgende til byggemessen Le Mondial du Batiment, der finder sted i Paris-Nord Villepinte.
Bestil et gratis messebadge her: gratis messebadge