Der kan hentes milliarder af kroner og tusindvis af mandetimer, hvis byggeriet begynder at minimere spild og ventetid. Men der mangler ledelse og kommunikation på byggepladsen, så håndværkerne ikke står og triller tommelfingre og glor, mens de venter på materialer, nye ordrer eller på at komme til. Sådan lyder oplægget til debatten ”Effektivisering af byggepladsen”, som afholdes på BYGGERI’18 torsdag den 15. marts kl. 14.
Ved debatten vil Gunde Odgaard, Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT), diskutere med seniorforsker Niels Haldor Bertelsen, SBi/AAU Kbh., Byggeproces og Innovation, om de store spildtidsprocenter på de danske byggepladser.
-Det er noget sludder, at den største trussel for byggebranchen de kommende år er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Truslen er snarere, at mine medlemmer - murere, tømrere, malere og en række andre håndværkere – står 33 pct. af deres arbejdstid uvirksomme på byggepladserne. Den kvalificerede arbejdskraft er altså til stede, hvis man begynder at udnytte den bedre. Det gør man ikke i dag, og det koster milliarder af kroner, og vi spilder tusindvis af mandetimer,” siger Gunde Odgaard.
I debatten vil Gunde Odgaard komme nærmere ind på, hvordan ledelse, kommunikation, logistik og samarbejde ifølge ham er fuldstændig fraværende i byggebranchen samt komme med sine løsninger og perspektiver på, hvordan byggepladsen kan blive mere effektiv. Det vil ske i en diskussion med Niels Haldor Bertelsen, som har gennemført et logistikprojekt, der har undersøgt byggepladsens styring og logistik samt varetilgængelighed.
-Der mangler samarbejde mellem byggefolk og leverandører, håndværkerne er ikke uddannet i digitale værktøjer, og ofte tager man ikke ansvar for det samlede byggeris effektivitet – hverken i ledelsen eller blandt medarbejderne. Og så bruges tiden forkert. Hvorfor bruger man fx to timer på at køre ned til tømmerhandlen for at hente manglende skruer, hvis man i stedet kan få sendt en pakke hurtigt ud til en langt billigere pris? Der er masser af lavt hængende frugter, så det gælder bare om at åbne øjnene for det,” siger Niels Haldor Bertelsen.
De kloge løsninger er her allerede
Det er Brancheforeningen Danske Byggecentre, der arrangerer BYGGERI’18, som står bag debatten.
-Vi håber at skabe en livlig debat, som både kan inspirere, provokere og fremadrettet hjælpe byggebranchen til at få øjnene op for nye arbejdsprocesser og løsninger, der kan spare branchen for penge og sikre et bedre byggeri. For de kloge løsninger er allerede til stede, og byggecentrene kan i den grad være med til at styre logistikken på byggepladsen, levere just-in-time og sørge for varetilgængelighed. Problematikker, der i øjeblikket er mere relevante end nogensinde før, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der selv kommer til at indlede og afrunde debatten.
Tilmeld dig debatten
Debatten finder sted torsdag den 15. marts 2018 kl. 14.00 – 15.00 i Lokale K1 i Konferencecentret, MESSE C.
Deltagelse i debatten er gratis.
Tilmeld dig ved at sende en mail til info@byggerimessen.dk - angiv navn, firmanavn og email på hver deltager.
Antallet af pladser er begrænset, og derfor sker tilmelding efter først-til-mølle-princippet.
Sidste frist for tilmelding er fredag den 9. marts 2018.
Alle tilmeldte vil modtage en reminder om debatten pr. mail fredag den 9. marts 2018.