Femte og sidste etape af Bølgen i Vejle er ved at blive færdiggjort, og for beboerne venter ikke kun en formidabel udsigt over fjorden og byen, men også indvendige løsninger med fokus på godt indeklima. ”En skulptur med et superfunktionelt hus indeni,” opsummerer partner i Henning Larsen Søren Øllgaard.
Få danske bygningsværker rejser sig så markant i omgivelserne som boligprojektet Bølgen, der ligger lige ud til Vejle Fjord. Projektet har været mere end 10 år undervejs, men nu er den femte bølgetop, der udgør sidste etape, ved at blive færdiggjort, og de sidste lejligheder ventes at slå dørene op inden sommer.
Gennemgående lys
Henning Larsen vandt konkurrencen tilbage i 2005, og partner og arkitekt MAA Søren Øllgaard fortæller:
- Alene beliggenheden krævede noget helt unikt. Vi jagtede fra starten en form, der fik det optimale ud af udsigten over fjorden mod øst og byen mod vest. Samtidig skulle den forbinde byen og vandet uden at tage udsigt fra naboerne. Derfor valgte vi bølgeformen, som ud over at være meget funktionel giver en stærk signatur med reference til både vandet og områdets bløde bakker.
- Bølgen er på mange måder som en skulptur med et superfunktionelt hus indeni. Bølgernes hvide, lukkede tagflade er nord-syd-orienteret, så den skærmer af for det skarpe sydlys, mens boligerne har glas fra gulv til loft med balkoner på både den østlige og den vestlige side. Dermed bliver der gennemgående lys med optimal komfort inden døre, fortsætter han.
Uorganiske materialer
Indeklimaet i det spektakulære byggeri har i det hele taget spillet en stor rolle i valget af løsninger. Bl.a. er bygningens base udført som en perforeret lamelstruktur i beton, der skaber ventilation op gennem bygningen.
Et andet eksempel er de uorganiske materialer i opbygningen af badeværelserne. Her er bl.a. anvendt Ytong Plader, som fremstilles af kalk, sand og vand. De er modstandsdygtige over for fugt, forhindrer råd i konstruktionen og er derudover mærket med Dansk Indeklima Mærkning.
- Der er kort sagt ingen risiko for fugtproblemer, og de uorganiske materialer bidrager generelt til at skabe behagelige og komfortable rum, fortæller Bertel Nielsen, adm. direktør i Ejendomsselskabet Bertel Nielsen A/S, der er hovedentreprenør på Bølgen og en del af BACH Gruppen.
Høje krav til geometrisk præcision
Bertel Nielsen understreger derudover, at den karakteristiske bølgeform har stillet sine krav under opførelsen af byggeriet: For selv om der grundlæggende er tale om et traditionelt etagehus, hvor dækkenes dimensioner ændres op gennem bygningen, er betonkonstruktionen blevet tilføjet en bølgende tagkonstruktion i stål.
- Og det stiller høje krav til elementernes geometri. Den skal være helt præcis, da konstruktionen ellers ikke kan lykkes, fortæller han til slut.