Konsortiet Biblioteksparken A/S og MT Højgaard har underskrevet en aftale om, at MT Højgaard skal renovere det tidligere Hovedbibliotek ved Mølleparken i Aarhus samt opføre ca. 85 nye boliger og en dagligvarebutik i den omkringliggende karré. Det er en kontrakt til en værdi af omkring 216 mio. kroner.
Ved Mølleparken i Aarhus skal den gamle hovedbygning til det tidligere Hovedbibliotek ombygges og omdannes til et hostel, og der skal opføres et boligbyggeri i op til seks etager med i alt 85 lejligheder. Konsortiet Biblioteksparken A/S, der består af NorCap Development, Baunsøe Ejendomme, Catella Corporate Finance og RHB Development, har valgt MT Højgaard som totalentreprenør på opgaven.
- Det gamle Hovedbibliotek er en bygning, enhver aarhusianer kender. Ejendommen har en markant arkitektur, en rigtig god beliggenhed og en fantastisk historie. Det skaber perfekte rammer for et moderne city-hostel i Danmarks store uddannelsesby, Aarhus. Samtidig får Aarhus over 80 attraktive, centralt beliggende leje-lejligheder. Det glæder os, at vi nu er så langt, at byggearbejderne kan påbegyndes, og vi ser frem til, at visionen bliver til virkelighed, siger direktør Jens Winther, Biblioteksparken A/S - NorCap Development A/S.
Projektet er både en renovering af det tidligere Hovedbibliotek, hvis bevaringsværdige hove-bygning ligger ud mod Mølleparken, og af en bagvedliggende bygning, der vender ud mod Vestergade. Det tidligere bibliotek ombygges til et hostel, der skal indrettes med over 500 sengepladser, bar, restauranter/caféer og lobby. Desuden skal området udvikles med nye boligkarréer, med i alt ca. 85 lejligheder.
- Hovedbiblioteket har haft stor betydning for mange aarhusianere gennem årtier, og derfor er vi naturligvis ydmyge overfor den opgave, vi står overfor. Vi foretager en nænsom renovering af den bevaringsværdige hovedbygning, og forbedrer sammenhængen mellem Mølleparken og Vestergade ved etablering af ”Vestpassagen”. Vi glæder os til at gå i gang med endnu en renoveringsopgave i det jyske. Det bliver en opgave, hvor vores kompetencer inden for anlæg, råhus, renovering, boligbyggeri og projekteringsledelse samt vores egenproduktion alle kommer i spil, siger sektionsdirektør i MT Højgaard Peter Rantil Smith.
Der er planlagt forskellige former for erhverv, restaurant/café og en dagligvarebutik, og der skal desuden etableres en parkeringskælder samt dannes et nyt gårdrum med passage fra Mølleparken til Vestergade.
Arkitema Architects står for arkitektrådgivningen efter skitseprojekt udarbejdet af KANT Arkitekter, mens Møller & Grønborg står for landskabsarkitekturen.
Totalentreprisen har en samlet kontraktsum på 216 mio. kroner.
Hovedbiblioteket flyttede i 2015 i nybyggede lokaler i Dokk1 på havnen i Aarhus, hvorfor lokalerne ved Mølleparken i dag står tomme.