Boligbebyggelsen Skoleparken i Gladsaxe skal rives ned og genopføres, og det arbejde har MT Højgaard og Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe netop underskrevet en hovedentreprisekontrakt om, at MT Højgaard skal stå for. Entreprisekontrakten har en værdi af 378 mio. kroner.
Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe og MT Højgaard har netop underskrevet en kontrakt om, at MT Højgaard i hovedentreprise skal stå for nedrivning, renovering og genopførelsen af boligbebyggelsen Skoleparken i Gladsaxe. Kontrakten har en værdi af 378 mio. kroner ekskl. moms.
- På beboernes vegne glæder vi os over, at der med indgåelse af entreprisekontrakten med MT Højgaard nu er nået en milepæl for Skoleparken. Renovering af bebyggelsen med samtidig op-førelse af flere boliger er en stor og udfordrende opgave for alle involverede. Dette gælder ikke mindst for beboerne, der skal pakke deres hjem med mange minder ned i flyttekasser, men vi håber, at alle bliver glade, når de vender hjem til en helt ny bolig. Vi har alle en forventning om, at MT Højgaard med respekt for beboerne får løst opgaven og afleverer en ny og fornyet udgave af Skoleparken, siger Jesper Loose Smith, der er direktør i Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe.
Renovering og nybyggeri
De eksisterende 245 boliger skal rives ned til soklen, hvorefter de vil blive genopført i en fornyet udgave med 241 nye lejeboliger, så det svarer til det oprindelige byggeri, som er vurderet bevaringsværdigt. Desuden opføres fire nye blokke med 36 helt nye boliger.
- Vi ser frem til at genopføre Skoleparken i en fremtidssikker udgave, hvor indeklimaet og energiudnyttelsen er forbedret i boligerne. Vi glæder os desuden til at fortsætte det gode samarbejde med de involverede parter i projektet, siger Michael Gale, der er afdelingsdirektør i MT Højgaard.
MT Højgaard har eksisteret i over 100 år og har stor erfaring med både nybyggeri og renoveringer. I Magdalene Parken i Vedbæk er vi eksempelvis i gang med både at renovere op opføre nye boliger, på Bellisbakken i Birkerød er vi i fuld gang med at renovere og på Hummeltoftevej i Virum og Skjeberg Allé i Høje Taastrup opfører vi nye boliger.
- Bygherre har blandt andet valgt MT Højgaard på grund af vores evne til at bringe samspil mellem renovering og nybyggeri. Med opgaven i Skoleparken vil vi i 2019 arbejde aktivt på over 800 boliger i københavnsområdet, hvilket understreger vores position som en af de førende boligbyggere i København, siger Martin Palmquist, der er direktør i MT Højgaard.
Arbejdet i Skoleparken forventes at gå i gang med nedrivning af de første blokke i starten af 2019 og afsluttes i foråret 2022. Wissenberg A/S skal varetage totalrådgivningen, Zeso Architects arkitektydelsen og Opland står for landskabsarkitektydelsen.
Beboerne i Skoleparken vil blive genhuset i byggeperioden, og kontrakten er betinget af skema B.