Rejsegilde på nyt servicekontor i Vejers

Udlejningen af sommerhuse i Vejers og Grærup går strygende både sommer og vinter hos Esmark, som er den største sommerhusudlejer på Vestkysten. Derfor bliver kransen hejst til tops med ekstra glæde, når der er rejsegilde den 17. januar på et 430 kvadratmeter stort, nyt servicekontor.

-Vi er klar med pølser, øl og sodavand til rejsegilde den 17. januar kl. 14 på vores nye servicekontor i Vejers på Vejers Havvej 81. Det er nemlig en dag, som ikke bare vi som medarbejdere har set frem til, men som mange sommerhusejere i området og gæster får stor glæde af,” siger Gerd Reestorff, der er bureauchef ved Esmark i Vejers.

Der er nemlig stor travlhed med udlejning af sommerhuse i området. Esmark har nu 90 huse til udlejning i området i og omkring Vejers og Grærup og tallet skulle gerne fortsætte med at stige, så Esmark kan imødekomme den stigende efterspørgsel. Turisterne vil nemlig meget gerne holde ferie i området – sommer som vinter. Derfor er der brug for gode faciliteter, som det nye servicekontor giver.

Flere sommerhuse

-Vi har valgt at investere millioner i det 430 kvadratmeter store servicekontor, som er designet til formålet og bygget i sten og med stråtag, som passer flot ind i omgivelserne. Vi investerer, fordi vi tror på området. Vi oplever, at vi kan leje langt flere huse ud, end vi har, fordi Vejers Strand og Grærup er en sand ferieperle, som flere og flere får øje på. Her er et fascinerende klitlandskab og den næsten endeløse hedeplantage dækker området fra nord til syd,” siger Thomas Sørensen, der ejer Esmark sammen med Anders Thygesen.

De to forventer, at det nye servicekontor kan være med til at gøre det endnu mere attraktivt at leje sit sommerhus ud og komme til området som feriegæst.

Fokus på faciliteter til sommerhusejerne

Det nye servicekontor ventes at stå færdigt den 1. maj. Udover at få langt bedre plads og dejlige omgivelser at tage imod feriegæsterne i er der lagt vægt på et moderne ejerværksted, som er en vigtig del af det nye servicekontor. På ejerværkstedet kan sommerhusejerne låne trailere, værktøj, haveredskaber, store vaskemaskiner og meget andet, som gør det nemmere at være sommerhusejer. Og på kontoret står erfarne medarbejdere klar med individuel rådgivning om den bedst mulige udlejning af det enkelte sommerhus.

Esmark har seks servicekontorer langs Vestkysten og bygger i disse år nye servicekontorer i både Vejers og Houstrup, mens et nybygget kontor i Blåvand blev taget i brug i december måned.

Foto: Lokale håndværkere har travlt med at bygge Esmarks nye servicekontor i Vejers. Der er rejsegilde den 17. januar, og byggeriet forventes at stå klart den 1. maj.