Nyt mad- og kulturhus på Frederiksberg Allé tager form

Onsdag den 6. februar var der rejsegilde på det nye mad- og kulturhus på Frederiksberg Allé

Onsdag den 6. februar var der rejsegilde på det nye mad- og kulturhus på Frederiksberg Allé. Med beliggenhed oven på den kommende metrostation vil adressen Frederiksberg Allé 41 fremover blive et naturligt knudepunkt på den traditionsrige allé.

Ud over at rumme nedgang til metrostationen kommer den nye hjørneejendom til at byde på et righoldigt udvalg af madoplevelser og madkultur i to etager. Den bliver også rammen om 30 attraktive lejligheder og byhuse med en indre grøn gårdhave og egne altaner, terrasser eller taghaver.

Festlighederne i forbindelse med rejsegildet blev indledt af Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj (C). Han glædede sig over, at der nu er taget et stort skridt mod at færdiggøre et af Frederiksbergs allervigtigste hjørner med attraktivt byliv og kvalitetsarkitektur i overgangen fra Frederiksberg Allé til metro og Platanvej.

Byggeriets arkitektur er præget af et stor svævende dæk over nedgangen til metroen. Under dækket vil der blive en række minikøkkener og madboder af høj kulinarisk standard. Byggeriet henter inspiration fra Frederiksberg Allés klassiske byggestil.

Arkitekt MAA og grundlægger af arkitektvirksomheden COBE Dan Stubbergaard fortæller:

-Det nye mad- og kulturhus bliver en ny ankomstplads til Frederiksberg Allé og samtidig et samlingssted på den smukke allé, hvor lokale og besøgende kan mødes til gastronomiske oplevelser i skyggen af lindetræerne. Vi håber derfor, at arkitekturen vil bidrage til at skabe mere byliv, og samtidig sender vi en hilsen til alléens klassiske arkitektur ved både at nedskalere bygningen i fem byhuse og ved at bruge en rig detaljering i murværket. Eksempelvis ornamenteres og iklædes den sit eget teglforbandt, og som en hyldest til omgivelserne markeres hjørnet af alléen og Platanvej med en moderne fortolkning af spiret med et tårn på hjørnet.

Totalentreprenøren og den ene af bygherrekonsortiets parter, NRE Denmark A/S, har sammen med sine underleverandører arbejdet intenst på at få den krævende og usædvanlige konstruktion på plads.

Administrerende direktør Jacob Eiskjær Olesen siger:

-Det svævende dæk har været nøglen til at udnytte den fantastiske beliggenhed. Samtidig ligger vores byggeplads jo faktisk oven på en anden byggeplads, metroen, og det har krævet både omhyggelig planlægning og en høj grad af præcision at få det hele til at gå op. Vi er stolte over at være med til at udvikle et projekt som dette og håber, at det bliver et eksempel på, hvordan man på kreativ vis kan skabe nye rammer for byliv og fællesskab i et klassisk kvarter.

Stueetagen vil blive afleveret samtidig med åbningen af den nye metrostation Frederiksberg Allé i juli 2019, mens lejlighederne vil være klar til indflytning ultimo 2019.

Bag projektet står et bygherrekonsortie bestående af Unionkul Udvikling ApS, ejet af Klaus Kastbjerg, samt NRE Denmark A/S. Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet COBE. NRE Denmark A/S er totalentreprenør, og rådgivende ingeniører er Arne Elkjær A/S. Holdet har erfaringer fra blandt andet The Silo i Nordhavn og Papirøen.