Der har været stor interesse for at udstille på VVS’19. Allerede i november kunne arrangørerne fortælle, at størstedelen af standene til VVS’19 var solgt. Samtidig har flere af udstillerne booket større stande end tidligere, hvilket især ses i Hal D (Arena Fyn), hvor størstedelen af grossisterne står.
Projektleder Hans Henrik Jacobsen er glad for den store interesse for årets messe, og han ser frem til at samle udstillere og besøgende i Odense Congress Center den 8. til 10. maj.
– Vi har tidligt kunnet mærke den store interesse for VVS’19 fra udstillerne, og jeg forventer også, at årets messe bliver udsolgt. I øjeblikket har vi kun få stande tilbage i Hal B, mens de to store haller, Hal C og Hal D (Arena Fyn), har været fuldt booket længe. Dermed håber jeg, at vi i år kan få endnu en succes-messe med VVS’19, siger Hans Henrik Jacobsen.
Blandt udstillerne til VVS’19 er der mange velkendte virksomheder, men denne gang kan VVS-messen også byde velkommen til nye udstillere.
28 helt nye udstillere
På årets messe vil der også være 28 nye udstillere, som enten er helt nye udstillere eller er vendt tilbage som udstillere.
– Det er godt at se, at vvs-messen fortsat kan tiltrække helt nye udstillere, som måske tidligere kun har været besøgende på messen, men som i år kan se værdien af at stå sammen med resten af branchen. Til VVS’19 kommer vi som altid rundt i alle hjørner af branchen lige fra vandhaner og rør til ventilation og varmepumper, så der er rigtig meget inspiration at hente, siger Hans Henrik Jacobsen.
Succesfuld messe i 2017
VVS’17 slog besøgsrekorden, da 9.373 besøgende lagde vejen forbi Odense Congress Center. Derudover slog VVS’17 også udstillerrekord med 205 udstillere, som var det højeste antal udstillere under et tag i messens historie.
VVS’19 tegner også til at blive en succes, da den positive besøgsevaluering fra 2017 viser, at 95 pct. af de besøgende forventer at besøge messen igen i 2019.
Det er gratis at deltage i VVS’19, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding til VVS’19 åbner på messens hjemmeside primo marts.
Foto: VVS’17 slog besøgsrekorden, da 9.373 besøgende lagde vejen forbi Odense Congress Center.