Betonelementfabrikken Ambercon løftede sidste år sin omsætning til 386,8 millioner kroner svarende til en stigning på 17 procent. Samtidig steg indtjeningen med 28 procent til 62,1 millioner kroner før skat. Ambercon har qua sin unikke position i markedet også positive forventninger til de kommende år.
Den familieejede betonelementfabrik Ambercon med hovedsæde i Støvring syd for Aalborg har i dag offentliggjort sit årsregnskab for 2018. Regnskabet viser, at både aktivitetsniveau og indtjening steg med tocifrede vækstrater og satte rekord:
- 2018 blev vores bedste år nogensinde, og både medarbejdere, bestyrelse og ledelse er meget tilfredse med de resultater, der er nået, siger adm. direktør Torben Enggaard og fortsætter- Vi har opnået en unik position i markedet blandt andet på grund af vores højeffektive fabrikker og specialiserede produkter. Det skyldes først og fremmest den daglige indsats fra vores mange dygtige medarbejdere.
Omsætningen steg fra 330,6 millioner kroner i 2017 til 386,8 millioner kroner i 2018 svarende til en stigning på 17 procent. Det gennemsnitlige antal fuldtidsansatte havde en moderat vækst på 15 medarbejdere – fra 231 i 2017 til 246 i 2018.
Ambercon har i 2018 foretaget en gældsafvikling på 52 millioner kroner og har desuden investeret betydeligt i produktionsforbedrende tiltag samt i virksomhedens nye digitaliseringsstrategi, der skal bidrage til, at Ambercon forbliver den foretrukne samarbejdspartner af komplekse betonelementkonstruktioner i Danmark.
Trods det høje niveau for afdrag på gæld og investeringer i fremtiden sætter indtjeningen rekord med 62,1 millioner kroner før skat, svarende til en stigning på 28 procent sammenlignet med 2017.
Førende inden for komplicerede betonelementkonstruktioner
Ambercons omsætning kommer fortrinsvis fra det danske marked, hvor virksomheden har fabrikker i henholdsvis Støvring syd for Aalborg samt i Genner mellem Haderslev og Aabenraa i Sønderjylland. Elementfabrikken i Støvring er Danmarks mest moderne og førende inden for komplicerede betonelementkonstruktioner:
- Vi har en topmoderne produktion, hvor vi arbejder efter lean-principper og hurtig omstilling. Det betyder blandt andet, at vi kan håndtere produktion af komplicerede og custom made betonelementer og har en bred produktpalette inden for vores fire forretningsområder, henholdsvis betonvægge, forspændt beton, standardfacader og komplekse produkter, hvor vi har stor succes med at anvende tegl i betonelementerne. Vi vil desuden i de kommende år fortsætte vores produktudvikling og -forædling samt stræbe efter at nå nogle internt definerede produktionsmål, som gør, at vi kan løfte os endnu mere, forklarer han.
Torben Enggaard siger supplerende, at den høje omsætning og indtjening i 2018 forventes at fortsætte også i de kommende år. Ordrebøgerne er pænt fyldt op, og tilgangen af nye ordrer er fortsat på et højt niveau. Det betyder dog ikke, at Ambercon ikke kan tage nye ordrer ind – branchen er nemlig blevet bedre til at langtidsplanlægge:
- Det høje aktivitetsniveau, som vi har set de seneste år, har givet længere leveringstider af byggematerialer overalt i branchen. Men det har samtidig medført, at mange kunder er blevet bedre til at planlægge og bestille i god tid, vurderer han.
Ambercon ser således positivt på udviklingen i de kommende år, og bestyrelse og ledelse forventer et tilfredsstillende resultat i 2019:
- Vi går en fornuftig fremtid i møde, hvor en ny normal for vores virksomhed er blevet defineret på basis af et solidt og bæredygtigt fundament, slutter han.