Glasstec 2020 er blevet udsat grundet Covid-19 og finder nu ikke længere sted 20.-23. oktober i Düsseldorf. Den nye dato er 15.- 18. juni næste år.
Messen Glasstec er ikke til at komme uden om, hvis man beskæftiger sig med glas i håndværk, byggeri og industri.
– Glasstec er jo den største messe af sin art worldwide inden for glasindustri og den glasforarbejdende industri og er ret vigtig for en del målgrupper. Det gælder hele den del af markedet, der har med håndværk og montering at gøre som f.eks. glarmestrene, og det gælder byggeindustrien og arkitekterne, der er interesseret i nye løsninger – lige fra solceller til lavenergiruder. Dertil kommer maskiner og udstyr til glasindustrien, som producenterne er interesserede i, fordi der kan blive præsenteret nye måde at fremstille på, især under indtryk af hele debatten om bæredygtighed, siger Jesper Uldall fra Intermess, der repræsenterer messen i Danmark.
Bredt indhold
Messen har 1.276 udstillere fra 50 lande og der forventes over 40.000 besøgende fra intet mindre end 126 lande. Messen får seks danske udstillere – hovedsageligt inden for lift-området som hjælpemiddel til montering, bl.a. Al Lift ApS, GMV A/S og Smart Lift ApS.
Messen spænder over: fremstillings– og forarbejdningsteknologi, glasprodukter og tilbehør, solcelleproduktion , herunder løsninger og komponenter, multifunktionelle glasfacader, håndværk og design samt værktøj og kontrolteknologi.
Der er et enkelt lille forbehold, nemlig at restriktionerne mod forsamlinger som følge af Corona-krisen fortsætter ind i oktober. Ifølge Jesper Uldall vil messen i så fald ikke blive aflyst, men udskudt til 2021.
Foto: Glasstec-messen i Düsseldorf får 1.276 udstillere fra 50 lande, og der forventes over 40.000 besøgende.
Artiklen er opdateret med ændrede datoer.