På repræsentantskabsmødet tirsdag eftermiddag i Tivoli Congress Center har Dansk Byggeris repræsentantskab stemt om en sammenlægning med DI. Resultatet blev et overbevisende ja.
Formand for Dansk Byggeri, Claus Bering, er meget tilfreds med resultatet.
- Dansk Byggeris bestyrelse er utrolig glade for resultatet af afstemningen. Med sammenlægningen skaber vi Danmarks suverænt største og mest kompetente erhvervsorganisation. Det bliver en organisation, der kan tale med endnu større politisk tyngde, end de to organisationer gør i dag. Det bliver samtidig Danmarks største organisation for små- og mellemstore virksomheder. 54 procent af den nye organisations medlemsskare bliver således virksomheder med 0-10 ansatte, siger Claus Bering.
- Et meget væsentligt fokus for den nye organisation bliver at komme endnu tættere på medlemmerne. Det har vi stor erfaring med i Dansk Byggeri, og det glæder vi os til at føre med over i den nye organisation til glæde for alle medlemmer, siger Claus Bering.
Fusionen betyder, at Dansk Byggeris medlemsvirksomheder fremover vil være sikret en endnu bedre service og rådgivning endog til en billigere pris. DI har desuden en række services, som Dansk Byggeri ikke har i samme udstrækning, ligesom DI allerede har en række beslægtede virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen i sin medlemskreds, så som arkitekter, rådgivende ingeniører, byggematerialeleverandører med flere. Det vigtige samarbejde med de aktører vil derfor blive endnu tættere. Og efter sammenlægningen bliver bygge- og anlægsbranchen en af de største i DI’s medlemskreds.
- Vi får samlet bygge-og anlægsbranchens værdikæde i den nye organisation, det er en kæmpe fordel for alle virksomheder, der arbejder inden for bygge- og anlægsbranchen, siger Claus Bering.
Det bliver også en organisation, der står stærkere overfor fremtidens udfordringer.
- Med sammenlægningen står Dansk Byggeri langt bedre rustet til fremtidens konjunkturudsving og overenskomstforhandlinger ved at være en del af en større, bredere og mere indflydelsesrig organisation. Det er en klar fordel i den uforudsigelige verden, vi er en del af, siger Dansk Byggeris bestyrelsesformand Claus Bering.