Dampmøllen Victoria på Odense Havn var de melhvide bygninger ud til den del af havnen, der ligger over for Kanalvej ved Næsbyhoved Skov. Det er hele 10.000 industrikvadratmeter, som Olav de Linde i Odense er i gang med at renovere til lejemål, der repræsenterer en helt særlig historisk fortælling.
Meningen er at skabe en ny, mindre bydel på havnen, som skal sende IT-og teknologivirksomheder til Odense.
En del af renoveringen har fået en markant glasløsning til et trappetårn, som Redtz Glas & Facade står bag. Til projektet har virksomheden leveret og monteret en glasfacade udført i tolags ornament u-glas P23/60/7 – monteret i valsede og kuldebros-isolerede aluprofiler. Der er som afslutning fuget med klar 515 byggesilikone, og der er monteret 52 u-glas pr. etage hvor trappetårnet består af fire niveauer.
– Vi har i samarbejde med arkitekten valgt denne glastype pga. perlestrukturen i glassets gennemsigtighed, hvilket giver en elegant og æstetisk lysspredning. Samtidig gør den riflede overfladen på glasset, at det næsten er vedligeholdelsesfrit, oplyser virksomhedens projektleder Michael Rossing og tilføjer:
– Ved at vælge denne ornamenterede overflade på glasset giver det en fuldstændig spredning af lyset, som skaber en blød hvid farvetone, med en lethed, som kommer til udtryk, når glasfacaden er baggrundsbelyst om aftenen. Samtidig er U-glas blevet brugt i mange ældre bygninger i 1960’erne, hvorfor denne løsning harmonerer rigtigt fint med arkitekturen på Odense Havn, siger Michael Rossing.
Fakta
Dampmøllen Victoria blev etableret i 1904 og blev i 1960 overtaget af Munke Mølle, som kan dateres helt tilbage i 1100-tallet, hvor Benediktinermunke fra Skt. Knuds Kloster oprettede det.
Artiklen er bragt i seneste udgave af fagbladet GLAS